Coronavirus

Nyt højt antal nysmittede - overlæge ser tegn på ubrudte smittekæder

Corona Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Yderligere 341 smittetilfælde er registreret det seneste døgn med endnu et dødsfald som følge af covid-19.

Yderligere 341 smittetilfælde med coronavirus er registeret det seneste døgn.

Det er højeste tal siden 7. april, hvor der blev registreret 347 tilfælde.

Antallet af indlagte er faldet med 1 til 43, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er ikke kun en stigning i antallet af coronatilfælde, der bekymrer speciallæge i infektionsmedicin ved Aarhus Universitet Christian Wejse.

- Antallet af indlæggelser viser med al tydelighed, at det her ikke kun er et spørgsmål om, at vi tester mere, siger han efter dagens opdatering fra Statens Serum Institut til Ritzau.

De seneste smittetal er baseret på 50.510 testede.

Flere test nu end i foråret

Der testes i dag langt mere for coronavirus end i foråret.

Da det stod værst til i begyndelsen af april var 535 indlagt.

Kigger man i Statens Serum Instituts tal for nyindlæggelser, finder man også en uheldig udvikling, peger Christian Wejse på.

Han peger på, at alene de ti første dage i september var der 77 nye indlæggelser på landsplan.

- Hvis man kigger på det samlede antal nyindlæggelser, får jeg det til 111 i juni, 77 i juli og 122 i august.

Smittekæder bliver ikke brudt

Christian Wejse læser tallene således, at der er sket en stigning i antallet af smittekæder, der ikke bliver brudt. Altså hvor personer når at smitte andre, inden de får isoleret sig, og virus dermed kan leve videre og sprede sig.

De seneste uger har smittetallet været stigende med kommuner som København og Odense som hotspots.

I 84 ud af landets 98 kommuner er der i den seneste tid konstateret nye smittede. Og dermed tegner der sig et andet billede end da coronavirussen i sommer nåede et foreløbigt lavpunkt med nul smittede i en lang række kommuner.

Sundhedsmyndighederne har en bekymringsgrænse ved 20 smittede per 100.000 indbyggere. Kommuner vil blive fulgt nøje, hvis de overskrider den grænse.

I alt 39 kommuner overskrider fredag bekymringsgrænsen. Det er en stigning fra dagen før, hvor 36 kommuner overskred grænsen.