Samfund

'Sex and the city' var "alt for hvid" - og det er ikke første gang debatten raser

Cynthia Nixon spillede rollen som advokat Miranda Hobbes i serien 'Sex and the city'.  Eduardo Munoz Alvarez / Scanpix Denmark

Også tidligere har holdet bag en tv-serie påpeget manglende etnisk diversitet. Se fire eksempler i bunden af artiklen.

Eksplicitte sexscener, kvindelige hovedroller og viljestærke holdninger.

Tv-serien 'Sex and the city', der handler om fire veninders hverdag i storbyen New York City, var på mange måder banebrydende, da den først ramte skærmene i 1998.

Men især én bestemt ting manglede ifølge én af hovedrollerne i serien, Cynthia Nixon, som spillede advokaten Miranda Hobbes.

- Jeg var altid ked af, hvor lidt diversitet der var i serien. Især hvad race angår, siger hun i et interview med magasinet Grazia, hvor hun kalder hovedpersonerne "alt for hvide".

Med fire hvide kvinder i spidsen og en generel mangel på etnisk diversitet giver serien et urealistisk billede af storbyen og dens indbyggere, mener skuespilleren.

Fastholder billede i samfundet

Selvom udmeldingen fra Cynthia Nixon kommer mere end 20 år efter, at serien så dagens lys, kan det stadig være med til at gøre en forskel. Det siger ph.d. I racialiseret repræsentation fra Aalborg Universitet, Tess Skadegård Thorsen.

- Det kan medvirke til, at seerne får øjnene mere op for, hvad der er problematisk i serien. Det er vigtigt, for den bliver jo stadig set i dag, siger hun.

Og den åbenlyse mangel på diversitet i serien er ifølge Tess Skadegård Thorsen utrolig relevant at have for øje. Det betyder nemlig noget, hvor ofte og hvordan tv-serierne repræsenterer etnicitet.

- Hvis en minoritetsgruppe er underrepræsenteret i film og på tv, kan det gå ind og påvirke både deres selvtillid og følelsen af at høre til i samfundet. Samtidig er det også med at til at fastholde et misvisende billede af, hvordan samfundet rent faktisk ser ud, siger hun.

Det er da heller ikke første gang, at debatten om manglende diversitet skaber debat blandt skuespillere, instruktører og forfattere.

Se fire eksempler her

Herunder kan du se fire eksempler på tv-serier, hvor holdet bag efterfølgende har påpeget indholdets manglende repræsentation af etniske minoriteter.

2012-2017: 'Girls'

Lena Dunham i rollen som hovedkarakteren Hannah i serien 'Girls'.

Den populære serie 'Girls' handler om fire veninder i starten af 20’erne, som forsøger at finde hoved og hale i livet i New York City.

Serien om kvindernes turbulente liv har tidligere fået stor ros for at gøre op med den perfektshedskultur, som i lang tid har præget det store lærred.

Alligevel har hovedrollerindehaver og instruktør på serien, Lena Dunham, en anke i forhold til den etniske diversitet i især streamingbaskerens første sæsoner.

- Jeg ville aldrig lave en anden serie, hvor hovedrollerne var besat af fire hvide kvinder, sagde hun tilbage i 2017 til magasinet Nylon.

Dog skyldes den manglende diversitet ifølge instruktøren, at hun var meget ung, da hun skrev serien. I en alder af 23 forfattede hun pilotafsnittet, hvor hun beskriver hver hovedkarakter som ”en forlængelse af sig selv”.

Afstemning

Synes du, der mangler etnisk diversitet i serien 'Girls'?

2003-i dag: ’The Bachelorette’

Rachel Lindsay er "pinlig" over at have deltaget i datingprogrammet ’The Bachelorette’.

’The Bachelorette’ er et amerikansk datingprogram og realityshow. En enkelt singlekvinde er hovedperson i hver sæson, hvor hun skal finde en kommende ægtefælle blandt flere håbefulde mandlige deltagere, som bliver sendt ud én for én gennem afsnittene.

Men datingprogrammet er gennemsyret af mangel på etnisk diversitet, mener tidligere deltager og bachelorette Rachel Lindsay.

Hun var selv i 2017 den første og eneste sorte hovedperson i programmet, men føler sig i dag ”pinlig” over at blive associeret med det.

- I løbet af 40 sæsoner har vi haft én sort hovedpersen. Jeg er nødt til snart at se en eller anden form for forandring. Det er latterligt, sagde hun tidligere på året til avisen The Sun.

Afstemning

Synes du, der er for få etniske minoriteter i ’The Bachelorette’?

1998-2004: 'Sex and the city'

Der findes seks sæsoner af 'Sex and the City'.

Serien 'Sex and the city' beretter om de fire newyorker-veninder Carrie Bradshaw, Samantha Jones, Miranda Hobbes og Charlotte Yorks tætte venskab og ærlige samtaler om seksuelle udfoldelser, mode, mad, parforhold og alt derimellem.

Og egentlig er Cynthia Nixon stolt af at have spillet Miranda i serien, som gjorde op med mange seksuelle tabuer. Men som beskrevet tidligere krummer skuespilleren i dag tæer ved tanken om, hvor lidt etniske minoriteter fik lov til at fylde i serien.

- Den er ikke ligefrem ældet med ynde, siger hun i interviewet med Grazia.

Afstemning

Synes du, at 'Sex and the city' mangler etnisk diversitet?

1994-2004: 'Friends'

Kvinden bag Friends har undskyldt for manglende diversitet i serien.

Den ultrapopulære sitcom 'Friends' foregår på Manhattan i New York City. Gennem serien følger man en vennegruppe med tre kvinder og tre mænd i tyverne og deres begivenhedsrige liv.

Og selvom mange kender de seks venner, som var det deres egne, har serien også fået kritik med på vejen, fordi den udelukkende skildrer hvide, heteroseksuelle hovedkarakterer.

En kritik, som medskaber af serien, Marta Kauffman, tidligere i år anerkendte i en tårevædet paneldebat. Her fortalte hun, at serien - særligt set i lyset af den voksende Black Lives Matter-bevægelse - er både unuanceret og problematisk.

- Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad jeg ved i dag, da jeg skrev showet. Undskyld, sagde hun og fortsatte:

- Jeg ville have taget nogle meget anderledes beslutninger, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag.

Afstemning

Er du enig i kritikken mod 'Friends'?