Samfund

Parti vil tredoble godtgørelse til ofre for sexchikane

Arkivfoto LUCY NICHOLSON / Scanpix Denmark

33.000 kroner er langt fra høj nok godtgørelse til ofre for sexchikane, mener SF, der vil tredoble satsen.

Godtgørelsen til ofre for sexchikane skal tredobles fra de gennemsnitlige 33.000 kroner til 99.000 kroner. Det mener SF.

- 33.000 kroner er en enormt lille godtgørelse, hvis man er kommet hele vejen igennem retssystemet og har fået prøvet sin sag.

- Særligt når vi kan se, at det faktisk er kvinderne, der ender med at forlade arbejdspladsen, selv om det er dem, der har været udsat for chikanen, siger ligestillingsordfører for SF Astrid Carøe.

Godtgørelsen for ofre for seksuel chikane steg i 2019, da den per 1. januar voksede fra et gennemsnitligt beløb på 25.000 kroner til et gennemsnitligt beløb på 33.000 kroner.

Det er en idé, som Radikale Venstre kan tilslutte sig.

- Vi mener, den nuværende godtgørelse er alt for lav. Det er et rigtigt godt niveau at tredoble den, siger Samira Nawa, ligestillingsordfører for Radikale Venstre.

Kvinfo: Godtgørelse står ikke mål med risiko

Fagforbundet HK mener også, at niveauet for godtgørelse er for lavt.

- Penge gør ikke en, der har været udsat for chikane, hel igen. Men godtgørelsesniveauet i sager om seksuel chikane er i dag så latterligt lavt, at det ikke giver offeret en reel chance for at komme tilbage på benene igen, siger næstformand i HK Privat Anja C. Jensen i en pressemeddelelse.

Direktør for videnscenteret Kvinfo Henriette Laursen udtalte fredag, at hun ikke mente, at godtgørelsen for ofre for sexchikaner står mål med frygten for at miste sit arbejde.

Hun sagde desuden, at hun mente, der skulle indføres en pligt for ledere til at aktivt forebygge sexisme og sexchikane på arbejdspladsen.

Ledernes Hovedorganisation var kritiske over for forslaget, som de mente ville medføre en "overvågningskultur", hvis det bliver ledernes pligt at kunne fremvise sådanne tiltag.

Radikale Venstre er anderledes positivt stemte over for forslaget.

- Det handler om, at vi skal have fjernet skyld og skam fra de kvinder, der bliver udsat for sexchikane på arbejdspladsen, og placere ansvaret, hvor det hører hjemme, siger Samira Nawa.

Forslaget finder også tilslutning hos SF.

- Arbejdsgiverne skal tage et ansvar for at få ændret den her kultur, som stadig er i Danmark i dag. Det er fuldstændig forrykt, at vi stadig ser det her i 2020, siger Astrid Carøe.