Otte kvinder forklarer, hvorfor de har skrevet under på støttebrev til Sofie Linde
Lumre sms'er, kække bemærkninger og upassende spørgsmål til julefrokosten. Læs kvindernes fortælling her.
701 kvinder har skrevet under på et brev, der støtter Sofie Lindes protest mod sexchikane.
TV 2 har talt med en række journalister fra stationen, der her fortæller om deres egne oplevelser med sexchikane og forklarer, hvorfor de har valgt at skrive under på støttebrevet.
De otte er alle etableret i mediebranchen og taler fra en position, hvor de ikke længere oplever sexchikane, påpeger de.
Miriam Zesler: 41 år, 14 år i mediebranchen
Jeg har selv hørt masser af lumre kommentarer gennem årene, jeg kender flere branche-tys-tys historier fra andre kvinder, og jeg har kendskab til nylige fyringer på grund af sexchikane. Så jeg ved, at det findes.
Da jeg var praktikant på Ekstra Bladet og var helt ny på en af redaktionerne, sad jeg over for en ældre og erfaren journalist. Jeg tabte min kuglepen og kravlede ned på gulvet for at samle den op, hvortil han spurgte: ”Skal jeg bare lyne ned, når du alligevel er dernede?”.
Han sagde det for sjov og i den på det tidspunkt almindelige lumre tone, der var over for særligt kvinder, men det er jo ikke sjovt.
Det er unødigt seksualiserende, og selvom jeg i situationen bare blev paf og mundlam, husker jeg det stadig tydeligt. Jeg blev jo sat på plads og fik fornemmelsen af, at han var en, jeg skulle være på vagt over for. Jeg skulle have gået til chefen, men da den daværende chef altid kaldte os kvindelige praktikanter for "lille skat", fordrer det jo ikke til den store debat om, hvorvidt vi kunne gøre noget ved tonen.
Jeg har underskrevet brevet, fordi jeg selv bærer vidnesbyrd om en sexistisk kultur eller tone på arbejdspladsen.
Jeg vil gerne med min underskrift støtte de yngre kvinder, der ikke er i samme position, som jeg selv er nu, hvor det som profileret medarbejder er nemt at sige fra.
Maria Andersen: 40 år, 15 år i mediebranchen. Initiativtager til støttebrevet
Det var en julefrokost, og jeg var på vej ud fra dametoilettet, da en redaktør pludselig hiver fat i mig og tror, at vi skal kysse. Jeg siger fra, smiler til ham og siger, at han nok hellere må tage hjem til sin kone, idet jeg smyger mig udenom. Men det var da ubehageligt at sidde til redaktionsmøde om mandagen med ham.
Jeg har også fået en række beskeder, der startede som ros, men hurtigt blev lumre, som: "Jeg ligger og tænker på dig, når jeg skal sove".
Jeg har været journalist i 15 år på Urban, DR og TV 2. Alle steder har jeg oplevet sexisme, men det sker ikke længere for mig på grund af min position. Mine oplevelser er fra min praktiktid og de første år af min karriere.
Jeg så Sofie Lindes tale og tænkte: "Hvor er hun sej. Hvor er det godt, at hun tager hul på den her debat". Derefter strandede debatten, og jeg så dybt frustreret til, da diskussionen efterfølgende blev, om der er sexisme i mediebranchen, i stedet for hvordan vi så håndterede den.
Jeg er overvældet over opbakningen, men jeg har ikke lyst til at fejre et højt antal underskrivere. Endelig har vi fået debatten derhen, hvor vi ikke dvæler ved enkelte eksempler, men diskuterer, hvordan vi håndterer den.
Divya Das: 42 år, 17 år i mediebranchen
Jeg har ikke oplevet grænseoverskridende fysisk adfærd, men jeg har fået sms’er om mit udseende og tøj. Det har dog ikke været så grænseoverskridende, at jeg har haft behov for at gå til en chef.
Jeg har skrevet under, fordi det, Sofie Linde gjorde, var stærkt og sejt. Jeg hørte nogen sige, at hun indtog en offerrolle, men det var det stikmodsatte, hun gjorde. Vi skal være enormt stolte over kvinder, der siger tingene højt, og som kan inspirere yngre kvinder i vores branche, så de ved, at det er totalt i orden at sige nej.
Min opfattelse er nemlig, at sexisme stadig finder sted, og det hører jeg også fra kolleger. Det er kikset og pinligt i 2020. Det hører fortiden til.
Ditte Haue: 34 år, 12 år i mediebranchen
Jeg var lige startet som praktikant. En ældre kollega forsøgte at lægge an på mig. Jeg afviste ham. Da han gik hjem, sagde han surt til mig: ”Du er sådan en, man godt gider at bolle. Det er dit held i den her branche. Du skal bare lære at sige ja. Ellers bliver du aldrig til noget”.
Jeg gik ikke til ledelsen med mine oplevelser dengang. Jeg havde ikke lyst til at være til besvær, tror jeg. Det har man ikke som ny og ung i branchen. Men faktisk burde det slet ikke være modtagerens ansvar at gå til ledelsen. Det er afsenderens ansvar ikke at krænke.
Blandt andet derfor har jeg skrevet under på støttebrevet. Vi skal have ansvaret placeret det rigtige sted. Jeg håber, at det bliver til mange flere underskrifter, og jeg håber, at det breder sig til andre brancher.
Vi er kommet langt i mediebranchen, og der er sket meget, siden jeg startede. Ledelsen taget det alvorligt, og der er nultolerance over for sexisme. Det ændrer dog ikke på, at det stadig forekommer. Men jeg er stolt af at arbejde et sted, der kan rumme, at jeg fortæller min historie nu. Det viser, at sexisme er blevet noget, som vi alle støtter op om at bekæmpe. Jeg kunne ikke have gjort det for ti år siden.
Astrid Berg, 36 år, 9 år i mediebranchen
Jeg har også modtaget lumre beskeder og været udsat for andre former for sexisme i den her branche.
Jeg reagerede og skrev under, da jeg så folk fra branchen så tvivl om Sofie Lindes motiver. For mig er det vigtige at gøre op med skammen. Jeg håber, at det, at kvinder sætter skammen ud til fælles skue i stedet for at gå med den for sig selv, rykker noget.
Jeg håber, at denne anden bølge af MeToo vil være en hjælp især for de unge kvinder, der lige er kommet ind i branchen og måske er freelancere og drømmer om en fast plads. Men jeg håber selvfølgelig, at det her gør en forskel for alle kvinder, der bliver udsat for sexisme.
Janni Pedersen: 52 år, 20 år i mediebranchen
Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle skrive under. Det er jo bemærkelsesværdigt, at når talen falder på sexistiske kommentarer rundt om et bord, ja, så har stort set alle de kvindelige kolleger på diverse medier oplevet det.
Jeg vil på ingen måde gå i detaljer med mine oplevelser, og jeg har fornemmelsen af, at der trods alt er sket meget de senere år fra tidligere, hvor man kunne få indtrykket af, at journalistiske chefer på diverse journalistiske arbejdspladser mente, at en mediefest var et tag-selv-bord blandt de kvindelige ansatte og praktikanter. Men det er der stadig.
Jeg sagde fra, og det skal vi alle. Så derfor skriver jeg under, selvom det er mange år siden, jeg selv var udsat for det. For at give det videre til min datter, hendes veninder og alle andre skønne unge kvinder derude i alle fag.
Vi har momentum nu til at ændre en nedgroet syg og klam måde at opføre sig på. Så sig nej.
Michéle Bellaiche: 48 år, 25 år i mediebranchen
Jeg har ikke selv oplevet noget lignende det, Sofie Linde eller andre kolleger beskriver. Men jeg støtter dem og den vigtige kamp. Derfor har jeg skrevet under.
Jeg håber, at brevet og debatten medfører, at kvinder – særligt de unge i branchen - ved, at de kan tale åbent om deres oplevelser. Alle skal kunne stå frem uden at blive udskammet eller være bange for, at de ikke kan få en karriere efterfølgende.
Det må dog ikke ændre på de gode ting, der kendetegner mediebranchen. Vi er en åben branche, vi er kærlige og direkte. Det skal vi blive ved med at være. Men folk ved godt, hvor grænsen går, det er jeg ikke i tvivl om.
Jeg synes, at det er ærgerligt, at brevet ikke også henvender sig til mænd. Mange af mine mandlige kollegaer vil hellere end gerne støtte op om sagen og underskrive. Det burde de have mulighed for.
Hvis én kvinde udsættes for sexisme, er det en for meget.
Simi Jan: 41 år, 17 år i mediebranchen
Jeg har selv fået spørgsmål, mænd ikke ville få, som hvorfor jeg dog rejste som udenrigskorrespondent, når jeg nu havde børn, og så er der ting, der bliver sagt, der er svære at konkretisere.
Jeg har skrevet under, fordi der stadig eksisterer en rådden kultur. Det er ikke kun noget, der fandt sted fra 15 år siden. Vi er pressen, der skal være samfundets vogtere. Når vi stiller kritiske spørgsmål til andre, skal vi også stille dem til os selv.
Jargonen i vores branche kan være lige ud af posen. Vi er vant til efterkritik, hvor man er benhård, ikke pakker tingene ind, og nogle gange bliver der også bandet og svovlet. Men det er vigtigt, at vi står op for de unge piger, der kommer ind i vores branche, og som ikke altid har let ved at sige fra.