Coronavirus

Ibuprofen øger ikke risiko for alvorlig covid-sygdom, viser nyt studie

Studiet er resultatet af en lyn-analyse, der blev igangsat i marts. Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

I marts skrev flere medier, at det kunne øge risikoen for alvorlig sygdom hos personer, der var smittet med coronavirus.

Brugen af Ibuprofen og andre smertestillende lægemidler (NSAID’er) er ikke forbundet med dødsfald eller en forværring af symptomer hos personer, der er smittet med coronavirus.

Det viser et netop offentliggjort studie, skriver Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside.

Tidligt under pandemien lød det i flere medier og på de sociale medier, at brugen af Ibuprofen, der blandt andet er i Ipren, kunne give alvorlige bivirkninger hos personer med covid-19. Men det viser sig altså nu ikke at være korrekt.

Studiet er offentliggjort af Syddansk Universitet i samarbejde med blandt andet Lægemiddelstyrelsens Dataanalysecenter og er resultatet af en lyn-analyse, der blev igangsat i marts på grund af mistanken.

Lægemiddelagentur afviste mistanke allerede i marts

I alt 9326 smittede danskere mellem 27. februar og 29. april har deltaget i undersøgelsen. Af dem brugte 248 patienter NSAID’er.

Resultaterne viser, at der i de to grupper – hvor den ene fik Ibuprofen og den anden ikke gjorde – i procent var det samme antal dødsfald og indlæggelser på intensivafdeling, mens flere, der ikke fik Ibuprofen, blev indlagt på hospitalet.

Allerede i marts meldte Det Europæiske Lægemiddelagentur ud, at der ikke var videnskabelig belæg for, at Ibuprofen skulle gøre smittede patienter mere syge. Også Lægemiddelstyrelsen oplyste i marts, at der ikke var belæg for mistanken.