GO'

Han fløj 30 meter og endte i kørestol - nu kan han gå igen med ny teknologi

For fire år siden gik det helt galt, da Magnus Leo Mann Eriksen en tidlig morgen kørte afsted på ski. Nu vil han hjælpe andre unge i samme situation.

- Det var helt surrealistisk.

Sådan beskriver Magnus Leo Mann Eriksen den dag for fire år siden, hvor hans liv ændrede sig for altid.

En knust lændehvirvel kostede ham førligheden i højre ben, og han endte i kørestol.

Men det var svært for Magnus Leo Mann Eriksen at acceptere:

- Jeg tænkte, at det kunne ikke være rigtigt, at bare fordi man har et ben, der ikke virker, og et ben der virker, at man så ikke kan komme op og gå igen, fortæller han i ‘Go’ morgen Danmark’.

Det skulle vise sig at være rigtigt.

Med hjælp fra en ny teknologi kunne Magnus Leo Mann Eriksen for tre måneder siden som den første i Norden rejse sig fra kørestolen og gå for første gang i fire år.

Jeg tænkte, at det kunne ikke være rigtigt

Magnus Leo Mann Eriksen

Det skete med en ny teknologisk benskinne med navnet 'c-bracen', som han sammen med en bandagist fandt frem til i Canada.

Benskinnen fungerer som en protese, man sætter uden på benet, forklarer Magnus Leo Mann Eriksen og fortsætter:

- Når jeg overstrækker mit knæ, så kan jeg få det til at svinge, og på den måde kan jeg så genoprette en gangfunktion.

Her ses den benskinne, som har hjulpet Magnus Leo Mann Eriksen på benene igen.
Magnus Leo Mann Eriksen er meget glad for sine nye skinne: "Nu er det nemmere at komme ud med drengene igen, når man skal i byen i København med små trin op til værtshusene"

Skulle mærke den nye sne

Det var en tidlig morgen som mange andre, da Magnus Leo Mann Eriksen for fire år siden klikkede i skiene. Han arbejdede som skiguide i Frankrig, og sammen med to venner ville han ud og mærke den nye sne, der var faldet om natten.

Men det viste sig, at det ikke havde sneet. Det var derimod snekanoner, som havde sprøjtet en masse løs sne ud, der endnu ikke var blevet planeret.

- Så ramte jeg så en lille bakke, som jeg ikke vidste var der, og jeg fløj så 30 meter og landede på ryggen.

Magnus Leo Mann Eriksens blev hentet i helikopter på bjerget i Frankrig. Han havde kun nået at arbejde som skiguide en måned, da ulykken skete.

Herfra bliver det sløret for Magnus Leo Mann Eriksen. Kun i brudstykker kan han huske, hvad der efterfølgende skete:

- Jeg kan huske, da helikopteren lander, og jeg får en masse sne og alt muligt i hovedet, og så kan jeg huske, at jeg vågner op på hospitalet med mine to chefer, der sidder nede i fodenden, fortæller han.

På hospitalet i Grenoble kunne lægerne konstatere, at han havde knust lændehvirvlen i styrtet.

På hospitalet i Grenoble måtte specialister sætte jernstænger ind i Magnus Leo Mann Eriksens ryg for at understøtte bruddet i lændehvirvlen.

Vil hjælpe andre

Magnus Leo Mann Eriksen har de seneste fire år kæmpet sig tilbage fra ulykken og kan mod alle odds gå igen.

Magnus Leo Mann Eriksen er tilbage på ski i en såkaldt sit-ski, hvor man sidder ned. Sammen med sin bror har han været tilbage på den bakke, hvor ulykke skete for fire år siden.

Nu har han en drøm om at hjælpe andre unge, som havner i samme situation, som ham selv:

- Jeg vil gerne være med til at motivere andre unge mennesker, som er i mit sted, som jeg ligesom kan motivere til at komme videre og få et fedt og normalt liv igen, afslutter han.

Han har derfor valgt at studere til ergoterapeut, og lige nu er han i praktik på selv samme klinik for rygmarvsskader, som behandlede ham for fire år siden.

Se hele interviewet med Magnus Leo Mann Eriksen på TV 2 PLAY