Samfund

Få naturvejlederens ni bedste anbefalinger til oplevelser i efteråret

Efteråret byder på mange forskellige naturoplevelser.  Ditte Valente / Naturens Dag

Edderkoppejagt, gipsafstøbninger og flagermussafari. Få naturvejledernes bedste efterårs-anbefalinger nederst.

Bladene falder lige så stille af træerne, og halstørklæderne begynder at finde vej ud af gemmerne i klædeskabet og rundt om halsen på de kuldskære.

Efteråret er indtrådt, og sommetider kan det være svært at finde de gode grunde til at bevæge sig udenfor i det barske, danske vejr.

Men sådan behøver det ikke være, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening. Med det årlige arrangement 'Naturens Dag' vil foreningen i samarbejde med Friluftsrådet sætte fokus på de gode oplevelser, naturen byder på for børn og børnefamilier, når sommeren går på hæld.

Naturvejleder: - En fantastisk oplevelse

Noget tyder da også på, at naturen sætter et positivt præg på børn og unge.

I en undersøgelse, som Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening har lavet blandt danske forældre, svarer 82 procent, at deres børn kommer i godt humør efter en tur ud i naturen. Og netop i efteråret er det oplagt at knappe frakkerne, tage huerne ned om ørene og drage ud i det danske land. Det mener naturvejleder Peter Baloo Laurents.

- Det er en fantastisk oplevelse at gå ud i det barske vejr. Så kan man enten slå sig ned og lave bål eller tage hjem bagefter og drikke varm kakao, siger han.

Men årstiden byder også på et aktivt dyreliv, fordi efteråret for mange arter er parringssæson, uddyber naturvejlederen. Og så er træer og buske fyldt med massevis af modne bær og frugter på denne tid af året.

Herunder kan du få Peter Baloo Laurents bedste anbefalinger til oplevelser i den danske natur i efteråret.

Naturoplevelser i efteråret

  1. Sanketur i naturen

    Lige nu er svampesæsonen på sit allerhøjeste, og den fugtige skovbund bugner af spændende spisesvampe.

    Men husk at ikke alle svampe kan spises, så medbring en god håndbog, eller tag på tur med en svampekyndig.

    Der er også rigtig mange bær og frugter, som er plukkemodne i efteråret, som brombær, hyben, hyld, mirabel, tyttebær og æbler.

  2. Fugletræk

    Mange fugle i Danmark samler sig i september og gør klar til at flyve sydpå, hvor de overvintrer. Det gælder eksempelvis gæssene, der kan ses på himlem i flotte v-formationer.

    Flere steder i landet kan man også opleve fænomenet 'sort sol', hvor fugle - oftest stære og svaler - samles i tusindevis og laver flotte opvisninger på himlen.

    Formationerne er reelt et forsvar mod rovfugle, som bliver forvirrede af de mange fugle og derfor har svært ved at fokusere på et enkelt bytte

  3. En tur i mørket

    I september er vejret ofte endnu mildt, og det kan være en fin oplevelse at gå en tur i skoven, når mørket falder på. I stedet for kraftige lommelygter kan du medbringe flagermuslygter eller små lanterner, du selv har fremstillet.

    Sæt jer i skoven og brug sanserne. Lyt til lydene - musenes puslen i skovbunden eller uglens tuden - eller duft den fugtige skovbund.

    For de "modige" er det en fin oplevelse at tage en overnatning i shelter eller medbringe et telt i en af landets "friteltning"-skove under Naturstyrelsen.

  4. Edderkoppejagt

    Efteråret er edderkoppernes parringssæson, og de fugtige morgener er ideelle til at gå på opdagelse efter edderkoppernes net.

    Led efter de små væsner i buske, krat eller i store planter.   

    Det er dog ikke altid nødvendigt at bevæge sig ud i naturen for at se de langbenede dyr. Det er nemlig også på denne årstid, at mange edderkopper søger indendørs for vinteren - blandt andet den såkaldte 'stor husedderkop'.

  5. Flagermusene har travlt

    Flagermus i Kasanka Nationalparken i Zambia

    Det begyndende efterår er tiden, hvor flagermusene parrer sig og forbereder deres lange vinterdvale.

    Selvom flagermus sover i op til 20 timer i døgnet, kan de opleves i skumringen på en vindstille aften. Her flyver de omkring og jager.

    En flagermus kan spise op til 1000 insekter på en aften. Blandt andet er myg, natsværmere og biller meget vellidte snacks for de flyvende pattedyr.

  6. Aftryk af naturen

    Den fugtige jord giver gode muligheder for at lave flotte afstøbninger af dyrespor.

    Medbring materialer til gipsafstøbninger og se, om I kan finde gode spor fra for eksempel hjorte, ræve, harer eller hunde. 

    På den måde kan I tage et lille stykke af naturen med hjem. 

  7. Kronhjorten i brunst

    Skoven genlyder af brunstbrøl, for nu er det også tiden, hvor kronhjortene indleder deres parringssæson.

    Bevæg dig ud i skoven og iagttag de store dyr på deres naturlige levested. 

    Det er blandt andet i efteråret, at de mægtige hanner markerer deres territorier og kæmper mod hinanden om hindernes gunst.

  8. Rådden frugt tiltrækker sommerfugle

    Mange sommerfugle trækker mod varmere himmelstrøg, når det bliver efterår. Det gælder for blandt andet for admiral- og monarksommerfuglen, men også mange andre.

    Men det kan være smukt at betragte de tilbageværende flyvere. 

    Lægger du et stykke vandmelon, en banan eller andre bløde frugter ud, vil du kunne opleve, at sommerfuglene samles og spiser af frugterne. 

  9. Kastanjerne falder til jorden

    I september modnes kastanjerne og falder til jorden.

    Det er en populær familieaktivitet at samle de flotteste og fremstille sjove figurer af kastanjer og hobbymaterialer.

Kilde: Naturvejleder Peter Baloo Laurents

Naturens dag løber i hele uge 37 og kulminerer søndag 13. september med forskellige arrangementer rundt om i landet.