Samfund

To mænd indlagt med nyresvigt - spiste giftige svampe

Arkivfoto. TV MIDTVEST

Symptomer på forgiftning kommer typisk først flere dage efter indtagelsen af svampen hvælvet gift-slørhat, oplyser overlæge til TV 2.

To 54-årige mænd er blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med svær nyresvigt, efter at de har spist giftige svampe.

Det oplyser Tom Buur, der er overlæge på nyremedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, til TV 2.

Ifølge overlægen er der tale om to gode venner fra Hjørring, der midt i august havde været på svampejagt i Tværsted. De to mænd har efterfølgende spist svampearten hvælvet gift-slørhat - formentlig i en stuvning.

Begge de to indlagte mænd er nu i dialyse og har fået kraftige skader på nyrerne, oplyser Tom Buur.

Der vil ifølge overlægen gå mindst to uger, før det er muligt at sige noget om mændenes situation på længere sigt.

- Der er endnu ingen sikre tegn på, at nyrerne er ved at komme i gang. Ved akut nyresvigt kommer nyrerne typisk i gang inden for to til seks uger. Men med denne svampeforgiftning kan nyrerne være påvirket meget længere og måske aldrig komme i gang igen, siger Tom Buur.

Sjælden art i Danmark

Svampen er sjælden i Danmark, men den tilhører en mere udbredt familie af slørhatte, hvor mange er dødeligt giftige.

Ifølge overlægen har der været meget få forgiftninger med gift-slørhatte i Danmark.

- Dette er vist den første, hvor svampene er plukket i Danmark. Tidligere har patienterne plukket i Sverige og er kommet hjem til Danmark, før symptomerne begyndte, siger Tom Buur til TV 2.

Den hvælvet gift-slørhat er ifølge hjemmesiden Danmarks Svampeatlas en mellemstor farveslørhat med orangebrune farver overalt.

Den giftige svamp har en fibret til finskællet, hvælvet hat og findes primært på morbund i ældre bøgeskove.

Sene symptomer

Aalborg Universitetshospital har udsendt en advarsel på Facebook.

Her lyder det, at symptomer på forgiftning typisk først kommer flere dage efter indtagelsen.

- Sædvanligvis i form af opkast, diarré og aftagende nyrefunktion. I nogle tilfælde bliver nyreskaderne permanente med behov for livslang dialyse eller nyretransplantation, oplyser hospitalet.

Advarsel – del!! To personer er blevet indlagt med svær nyresvigt efter at have spist svampe, de har samlet i...

Posted by Aalborg Universitetshospital on Sunday, September 6, 2020

Bør tage et kursus

Det undrer Svend Møller Nielsen, som er naturvejleder ved Naturcenter Fosdalen, at nogle er kommet til at spise den giftige svamp.

- Jeg har aldrig selv set sådan en gennem de 20 år, jeg har været her.

- Den ligner ikke andre svampe. Det er en brun svamp, og den ser ikke indbydende ud at spise. Så man kan ikke tage fejl, hvis man bare har en lille smule forstand på svampe, siger han til TV2 Nord.

Ifølge overlæge Tom Buur bør alle, der overvejer at plukke svampe, på forhånd tage et kursus med med en kompetent naturvejleder.

Desuden opfordrer Aalborg Universitetshospital til, at man kun spiser svampe, som man med sikkerhed kan genkende og skelne fra andre arter.