Coronavirus

Minister bekymret - borgmester har indkaldt kriseledelse

Smitten stiger voldsomt i København og hovedstadsområdet. Derfor genaktiverer overborgmester Frank Jensen nu forårets kriseledelse.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er bekymret.

Mandag er der registreret 230 nye tilfælde af smitte med coronavirus i løbet af det seneste døgn. Det er første gang siden slutningen af april, at der har været mere end 200 nye smittetilfælde på et døgn.

- Er vi bekymrede? Ja, det er vi. Går det den forkerte vej? Ja, det gør det, siger Magnus Heunicke på et pressemøde og kalder situationen "alvorlig".

Over 1000 smittede på en uge

Alene den seneste uge har der været over 1000 smittetilfælde i Danmark. Det er det højeste siden foråret.

- Der er 21 kommuner, der nu overstiger grænsen på 20 smittede per 100.000 borgere. Vi skal kun nogle få uger tilbage, før det kun var en håndfuld kommuner, siger afdelingschef ved Statens Serum Institut Tyra Grove Krause.

- Der er en overvægt af unge blandt 20 til 29 årige blandt de smittede. De vil kunne bringe smitten videre til risikogrupper ved eksempelvis familiesammenkomster, siger Tyra Grove Krause.

Derfor indføres der nye restriktioner i Odense, København og 16 kommuner i hovedstadsområdet.

Blandt andet sænkes forsamlingsforbuddet her fra 100 til 50 personer, mens barer og restauranter nu igen skal lukke senest klokken 24 i stedet for 02.

København genaktiverer kriseledelse

Hovedstaden er et af de hårdest ramte områder i Danmark, og overborgmester i København Frank Jensen (S) ekkoer sundhedsministeren, da han betegner situationen som "alvorlig".

- Vi har indkaldt vores kriseledelse i Københavns Kommune, siger Frank Jensen.

Den var også aktiveret i foråret frem til juni, og nu er den nødvendig igen. Det skyldes, at smitten stiger med en hast, hvor man skal kunne handle hurtigt rent administrativt, mener overborgmesteren.

Store fester skal stoppes

Der har for eksempel været piratfester flere steder i København i den seneste uge. De overtræder forsamlingsforbuddet og kan være med til at øge smitten, siger overborgmesteren.

- Det skal bringes til ophør, og det er politiet opmærksomme på. Det er vigtigt, at de fester, hvor man ikke overholder forsamlingsforbuddet, stopper.

- Vi opfordrer de unge til at lade være med at søge de store fester. Man skal lade være med at råbe hinanden ind i hovedet, og man skal lade være med at kramme. Det er i mine øjne et lille bidrag til at stoppe smittespredningen, siger Frank Jensen.

Antallet af smittede varierer i de 16 kommuner omkring København, men de er allesammen omfattet af de nye restriktioner, da det ikke giver mening at undtage kommuner, der ligger tæt op ad hinanden, og hvor mange bevæger sig på tværs - for eksempel pendlere, der bor i én kommune, men arbejder i en anden.

- Vi kan nå at rette op

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger, at vi i Danmark nu befinder os i "den mest bekymrende situation siden foråret".

- Vi kan nå at rette op. Men det kræver, at vi sætter ind, som vi gør nu målrettet og lokalt. Nu sætter vi ind i Odense og hele hovedstadsområdet. Vi vil ikke tøve med at indføre nye restriktioner, hvis det bliver nødvendigt, siger han.

Tiltagene i de i alt 18 kommuner gælder foreløbigt frem til 22. september.

Har du hørt eller set noget, som du mener, at TV 2 skal vide?
Tak for din henvendelse.