Folkeskole sender mere end 100 elever hjem efter smittetilfælde
En folkeskole i Albertslund er den seneste af en række skoler på den københavnske vestegn, der har hjemsendt et større antal elever.
Når klokken mandag morgen ringer ind til undervisning på Herstedlund Skole i Albertslund, vil fem klasselokaler stå gabende tomme.
En ottendeklasses elev er nemlig blevet testet positiv for covid-19, og skolen har derfor hjemsendt alle elever på ottende og femte årgang.
I alt er fem skoleklasser med tilsammen lidt flere end hundrede elever hjemsendt, oplyser Albertslund Kommune til TV 2 Lorry.
- Den pågældende ottendeklasses elev har en søskende på femte årgang, hvor det er uklart, om vedkommende er smittet, og derfor har vi præventivt også sendt den årgang hjem, siger Albertlunds borgmester, Steen Christiansen (S), til TV 2 Lorry.
Eleverne skal nu testes to gange, før de igen kan vende fysisk tilbage på skolebænken. Imellemtiden vil de modtage fjernundervisning.
Også lærerene, som har undervist de fem skoleklasser i den forgange uge, er hjemsendt.
Forældre på skolen er orienteret via forældreintra og Aula.
En del af dagligdagen
- Det her en del af dagligdagen fremover, og vi kommer til at agere på samme måde i lignende situationer, indtil vi befinder os et sted, hvor pandemien er overstået. I den periode må man indstille sig på de her hjemsendelser. Det er den måde, vi skal håndtere det på i forhold til inddæmning af smitterisikoen, siger Steen Christiansen.
Albertslund har den seneste tid været en af de allerhårdest ramte kommuner i landet, hvad angår antallet af nysmittede borgere.
Søndag viser tal fra Statens Serum Institut, at der har været 17 bekræftede tilfælde af covid-19 i Albertslund de seneste syv dage. Det svarer til 61,4 smittede per 100.000 indbyggere og er mere end tre gange så højt som myndighedernes bekymringsgrænse, som er 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere.
I alt 17 kommuner i landet overskrider i øjeblikket bekymringsgrænsen og vil derfor blive fulgt nøje af sundhedsmyndighederne. 15 af disse kommuner ligger i TV 2 Lorrys sendeområde.
Flere skoler på vestegnen ramt af smitte
Det er især på den københavnske vestegn, at smitten er blusset op over den seneste tid, og i Hvidovre og Herlev har man ligesom i Albertslund måttet hjemsende skoleelever, fordi der har været smittetilfælde på flere folkeskoler.
I den forgangne uge har Herlev haft tilfælde af covid-19 fordelt på to daginstitutioner og to skoler, og det har medført, at 116 skoleelever nu er hjemsendt.
I Hvidovre Kommune blev 200 skoleelever tidligere på ugen sendt hjem fra skole, fordi otte elever fordelt på tre skoler havde fået konstateret coronavirus.