Samfund

13-årig græd og forstod ikke spørgsmålene, da han skulle for dommer

Efter kriminaliteten eskalerede, blev en 13-årig dreng stillet for en dommer. Og det var et meget voldsomt møde, fortæller hans mor.

Da den mindreårige dreng har været involveret i alvorlig kriminalitet og kan blive udsat for repressalier fra miljøet, optræder både drengen og hans mor anonymt. TV 2 er bekendt med deres rigtige identitet.

I en bygning med bindingsværk et sted i Østjylland sidder en mor med sin søn.

Den i dag 14-årige dreng har kruset hår og sidder uroligt og kører fingrene hen over hinanden, mens han sidder i den lille families sofa, der står klos op ad døren til hans soveværelse.

Han vil fortælle om sin oplevelse med at blive anbragt som 13-årig gennem Ungdomskriminalitetsnævnet.

Siden Ungdomskriminalitetsnævnet trådte i kraft i 2019, har der været næsten 1000 sager, hvor børn og unge i alderen 10 til 17 år har stået for en dommer i nævnet. Over halvdelen har involveret børn i alderen 10 til 14 år.

Den 14-årige har i dag har svært ved at huske mange af detaljerne. Og han kan ikke selv forklare hvorfor.

Kriminaliteten eskalerede så hurtigt, at det blev farligt for ham at bo hjemme

Moren

Hans mor ved det godt, mener hun.

For hende er det åbenlyst. Hun husker, hvordan han græd og kæmpede for at få ordene ud i retssalen, da han var mødt op i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Hvad er Ungdomskriminalitetsnævnet?

Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet under en ny ungdomskriminalitetsreform, der blev vedtaget i 2018 af den tidligere VLAK-regering. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti støttede forslaget.

Nævnet kan træffe afgørelser om straksreaktioner og forbedringsforløb på op til to år, og i særlige tilfælde fire år, for børn og unge i alderen 10 til 17 år, som begår kriminalitet.

Nævnet kan desuden træffe afgørelse om anbringelse på delvist lukkede og sikrede institutioner.

Kritikere mener, at Ungdomskriminalitetsnævnet i realiteten har nedsat den kriminelle lavalder til ti år.

Og hvordan to betjente førte hendes dengang 13-årige søn væk i en patruljevogn, straks efter at dommeren havde taget sin beslutning.

Hun kigger på sin søn og spørger, om han kan huske, hvor ked af det han var, første nat han var frihedsberøvet på den sikrede institution Kompasset i Brønderslev.

- Du sagde, at du ikke brød dig om, at døren til dit værelse blev låst om natten. Kan du huske det?

- Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke huske det, svarer han.

Men han husker fra sin ankomst til Kompasset, at han ikke var i tvivl om, hvorfor han var der: Han var blevet straffet for den kriminalitet, han havde begået. Sammen med en gruppe drenge var den dengang 13-årige involveret i et overfald, hvor en person blev slået og sparket og fik stjålet sine penge

- Det var jo en straf. Det er jo en straf. Hvis man gør noget kriminelt, så er det jo en straf, siger han.

Er det ikke rimeligt, der er en konsekvens, når du laver noget kriminelt?

- Jo, men jeg troede ikke, der ville ske noget.

Han blev mere og mere kriminel

Søren Pape Poulsen (K), der var justitsminister, da nævnet blev vedtaget, mener, at det er vigtigt, at der er konsekvenser for børns handlinger. Også selvom de er mindreårige.

- Nogle gange skal der være en konsekvens, og det tror jeg, at alle forældre kan genkende, siger han.

I perioden, der ledte op til drengens møde med Ungdomskriminalitetsnævnet, var han begyndt at komme ud på et sidespor, fortæller hans mor.

Han var begyndt at ryge hash og var meget væk fra hjemmet, hvor hans mor havde svært ved at vide, hvad han foretog sig.

Hun vidste, at han ikke trivedes, siger hun.

Jeg bliver bange. Jeg er bange på min søns vegne. Han er kun 13 år. Han kan ikke forstå det

Moren

Han blev i sengen det meste af dagen og forlod først sit værelse hen ad eftermiddagen, når hans venner fik fri fra skole.

Derudover havde han tabt sig mellem fem og otte kilo, fortæller hun.

- Han kan ikke selv se på det tidspunkt, at han er på vej ud i en kriminel løbebane.

Mor og søn i deres hjem.

Først forsøgte kommunen med en række forskellige socialpædagogiske tiltag, der ikke virkede. For de krævede, at han frivilligt mødte op.

Og det gjorde han ikke.

Samtidig blev han involveret i en sag om overfald og røveri mod en anden dreng.

Derfor blev han indstillet til Ungdomskriminalitetsnævnet af kommunen.

Det var det rigtige, at han blev sendt væk

For hans mor var det især voldsomt, at der var mange mennesker til stede, som observerede hele sagen.

- Det er inde i en retsbygning, så kommer man ind i et stort rum, hvor der er et stort rundt bord. Der sidder omkring 14-15 personer inklusiv min søn og mig, siger hun.

Og det var alvorlige ord, som dommeren remsede op under sagen i nævnet.

Personfarlig kriminalitet. Vold. Overfald. Ord, der var hårde for drengens mor at høre om.

Men efter at forsøgene på at lave socialpædagogiske tiltag var slået fejl, var det på tide at prøve kræfter med noget andet, og det var moren afklaret med.

- Han skulle anbringes. For kriminaliteten eskalerede så hurtigt, at det blev farligt for ham at bo hjemme, siger hun.

- Der var ikke andet at gøre.

Moderen har ikke nogen kritik af den sanktion, hendes søn blev tildelt, men hun mener, at rammerne i nævnet ikke var egnet til et 13-årigt barn.

Af de 14-15 personer, der ifølge hende var i rummet, mener hun, at næsten ingen af dem spillede en rolle. De var observatører, der så på, mens hendes søn sad og græd, og hun selv var bange, siger hun.

- På det tidspunkt, du kommer ind i nævnet, er du så langt ude i forløbet, at du som mor ikke kan klare mere. Det er meget voldsomt, siger hun.

De unge, der kommer her, er til fare for sig selv. Og mange af dem er også til fare for andre

Maria Hæstrup, tilbudsleder på den sikrede institution Kompasset

Hun husker det som en ekstremt følsom situation. Hendes søn kunne ikke forholde sig til de spørgsmål, der blev stillet, og alle menneskerne i rummet gjorde det utrygt.

- Jeg bliver bange. Jeg er bange på min søns vegne. Han er kun 13 år. Han kan ikke forstå det, siger hun.

Hvad skulle man ellers gøre, hvis ikke stille ham for en dommer?

- Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg synes i hvert fald ikke, der skal være så mange mennesker til stede, som ikke spiller nogen rolle. For det er en ekstremt følsom situation.

Men der skal være en konsekvens, hvis man begår kriminalitet?

- Ja, det skal der. Ingen tvivl om det.

Forskellen på fængsler og sikrede institutioner er de ansatte

I stuen i Aarhus beskriver han sit værelse fra dengang, han boede på den sikrede institution Kompasset og siger, at det mindede om et fængsel.

- Seng. Vindue. Toilet. Og der var tremmer for vinduet. Det var det, fortæller han.

- Døren var ikke låst altid, men det blev den. Hver dag.

Ifølge tilbudsleder på den sikrede institution Kompasset, Maria Hæstrup, kan de unge have svært ved at skelne mellem et fængsel og en sikret institution, når de ankommer fra Ungdomskriminalitetsnævnet.

- De forstår ikke, hvor de bliver sendt hen. De føler sig kriminelle. Og så bliver vores første opgave som pædagoger at fortælle dem, at de ikke er i fængsel.

Tilbudsleder på Kompasset, Maria Hæstrup.

Efter dommeren havde taget en beslutning, vidste den 13-årige dreng heller ikke, hvor han blev sendt hen, da han sad foran en dommer i nævnet, fortæller han. Han vidste kun, at han ikke havde lyst til at blive sendt væk fra sin mor.

- De sagde, at jeg skulle til et sted, jeg ikke gad at være. Et andet sted, jeg ikke kendte til. De sagde bare, at jeg skulle sendes derhen, fortæller han.

Han troede først, at han skulle i fængsel. Og rammerne på de sikrede institutioner ligner også til forveksling dem, man finder i fængslerne. Det erkender Maria Hæstrup.

- Men selve indholdet er noget helt andet. I og med at det er børn, er det pædagogisk personale, der er ansat. Det er lærere, pædagoger og socialrådgivere. Og opgaven er en anden end fængslet, siger hun.

Alligevel er der en grund til, at det udefra kan vække minder om et fængsel:

- De unge, der kommer her, er til fare for sig selv. Og mange af dem er også til fare for andre.

- Han skal tilbage i en normal livsbane

Hans mor blev bekymret, da han ikke stod op før sent på eftermiddagen.

I dag er drengen fyldt 14 år, og han er ikke længere anbragt, men er stadig i et forbedringsforløb.

Derfor ser han og hans mor frem mod en tid, hvor praktikvejledere, gadeplansarbejdere og andre former for støtte kan hjælpe ham med at få det, hans mor kalder “et godt liv”.

- Det skal hjælpe ham til at komme tilbage i en normal livsbane, fortæller hans mor.

Han er startet i en daglig arbejdspraktik og skal i september til at begynde i skole igen.

Hans mor mener ikke længere, at han laver kriminalitet. Ifølge hende har opholdet på Kompasset hjulpet hendes søn til i stedet at få nogle sunde fritidsinteresser, såsom musik og sport.

Selvom det er svært ham at huske alle detaljerne om mødet med nævnet, så husker han tydeligt den dag, han blev hentet fra den sikrede institution af sin mor og morfar:

- Det var en meget god dag, siger han.