Samfund

Ekspert undrer sig over genåbning på dagen, hvor minister truer med nedlukning

Arkivfoto. Snart kan flere fans lukkes ind til blandt andet håndboldkampe. Dog med større afstand end normalt.  Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

De nye regler er udarbejdet i samarbejde med sundhedsmyndighederne og går helt til grænsen, siger ordfører.

Fra på onsdag er det ikke kun i fodboldens superliga – men til alle sportskampe - at mere end 500 tilskuere må samles. Det blev regeringen og et flertal i Folketinget enige om fredag aften.

Udmeldingen kom kun få timer efter, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) advarede om nye nedlukninger fra mandag, hvis smittetallet fortsat stiger henover weekenden.

Og derfor vækker aftenens genåbning undren hos blandt andre Christian Wejse, som er speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitet.

- Det er jeg en lille smule overrasket over netop i dag, hvor der har været en melding om, at der kan komme flere restriktioner efter weekenden, hvis smittetallet bliver ved med at stige, siger han til TV 2.

Selvom der ikke har været stor smittespredning ved kampe i Superligaen, kan der nemlig være forskel på et udendørs fodboldstadion og en indendørs sportshal.

- Ser vi en yderligere spredning af smitte, så er det jo den type af indendørsbegivenheder med mange mennesker, som der er en risiko ved. Og det skal vi være opmærksomme på, siger Christian Wejse.

Grundstenen er forsigtighed

Alligevel forsikrer kulturminister Joy Mogensen (S), at genåbningen er sundhedsmæssigt forsvarlig.

- Jeg kan godt forstå, at det virker selvmodsigende. Men man skal forstå, at den gennemgående grundsten i alt, regeringen gør, er at være forsigtig.

Det indebærer ifølge ministeren blandt andet, at sportsarrangørerne skal sørge for mindst en meters afstand mellem tilskuerne, som derudover skal inddeles i isolerede sektioner på maksimalt 500 mennesker.

- På den måde holder vi det sundhedsmæssigt forsvarlige højt, siger Joy Mogensen.

- Det er helt ude på grænsen

Også hos Venstre, der sad med ved forhandlingsbordet, har man tiltro til, at aftalen på trods af det stigende smittetryk ikke er gået for langt.

Ifølge partiets idrætsordfører, Stén Knuth, er aftalen nemlig udarbejdet i tæt dialog med sundhedsmyndighederne.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis der sidder nogen derude og er bekymrede. Men vi har lyttet til sundhedsmyndighederne, som siger, at det vi gør i dag, er OK. Men det er helt ude på grænsen, siger han.

Ordføreren medgiver dog, at der med de større sportsarrangementer også er en større risiko for smittespredninger, som kan ”lægge sundhedsmyndighederne ned”.

Men alligevel vil han med ro i maven sætte sig ind til for eksempel en badmintonkamp.

- Jeg er helt sikker på, at der er nogle regler for, hvordan jeg skal sidde og opføre mig, siger Stén Knuth.