Coronavirus

Lille stigning i antallet af smittede: Ekspert advarer om udfordrende efterår

Coronavirus smitter 19 gange så effektivt indendørs som udendørs, så der kommer udfordringer til efteråret, siger professor.

111 personer er onsdag konstateret smittet med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er en stigning på 12 i forhold til tirsdag, hvor tallet var 99. Dermed er der igen over 100 nye smittetilfælde, efter at der to dage i træk har været under 100 nye daglige tilfælde.

Astrid Iversen, professor i immunologi og virologi ved Oxford University i Storbritannien, mener ikke stigningen er alarmerende.

- Det er selvfølgelig uheldigt. Men tallene er stadig relativt små. Det viser, at infektionen ligger i landet og ulmer, og at vi stadig skal passe på, siger Astrid Iversen i programmet 'Dagens Corona-tal' på TV 2 NEWS.

Hun siger også, at udfordringen med at håndtere coronavirus bliver større nu, hvor efteråret er på vej.

- Coronavirus smitter 19 gange så effektivt indendørs som udendørs, så der kommer udfordringer til efteråret, siger Astrid Iversen.

Når smitten er så meget mere effektiv indendørs end udendørs, skyldes det blandt andet den manglende luftstrømning.

Syv vacciner i tredje testfase

I alt er der lige nu 15 indlagte på danske hospitaler med coronavirus, fire af dem er på intensivafdelinger. 626 er døde med covid-19, mens 15.413 er meldt raske efter at have været smittet. I alt er 1.748.934 blevet testet i Danmark, og det er resulteret i over 17.000 positive testsvar.

Astrid Iversen arbejder på Oxford University, som er et af de steder, hvor man i øjeblikket arbejder på at udvikle en vaccine.

- I alt er der syv vacciner, som er i fase tre-afprøvning. Alle disse vacciner bliver nu testet på 25.-30.000 mennesker i områder, hvor der er udbredt smitte med coronavirus. Vi vil relativt hurtigt få svar på, om vaccinerne er effektive, siger Astrid Iversen.

Tredje fase i testen er den sidste fase, vaccinerne skal gennemgå succesfuldt, inden de kan markedsføres.