Kommune lavede kovending efter test af børn: - Hver vinter har børn fem sygdomsperioder
En løbenæse kan være lidt voldsomt at blive sendt hjem for, lyder det fra praktiserende læge - mange børn er snottet uden at være syge.
- Hvis børn som det eneste symptom har en løbenæse, så er der formentlig tale om en hel almindelig virusinfektion og ikke covid-19.
Sådan lyder det fra børne- og ungelæge Jannie Hjerpe, der er ansat i Frederiksberg Kommune.
Det sker, efter TV 2 tirsdag kunne fortælle, at børn i flere kommuner, skoler og dagtilbud bliver sendt hjem uden andre symptomer end en løbenæse på grund af frygt for smitte med coronavirus.
Men en løbende næse uden andre symptomer er ikke et typisk symptom på covid-19, lyder det fra læger og andre eksperter. Og faktisk er der ifølge Jannie Hjerpe helt op til 200 forskellige virusinfektioner, ligesom børn hver vinter i gennemsnit har fem sygdomsperioder, hvor de er mere eller mindre syge.
- Derfor er der også nogle forældre, der oplever, at deres børn kan være konstant syge de første tre år af deres liv, siger Jannie Hjerpe.
Startede med at sende børn med løbenæse hjem
Frederiksberg Kommune var også blandt de kommuner, der i foråret sendte børn med en løbende næse hjem. På dét tidspunkt var det på grund af den manglende testkapacitet nemlig ikke muligt at teste blandt andet børn med milde symptomer.
Men i takt med at flere børn over sommeren er blevet testet, har det vist sig, at de hjemsendte børn med løbende næser kort efter mødte i daginstitutionen igen. Denne gang med en negativ coronatest i hånden.
Derfor har kommunen nu ændret retningslinjerne: Børn med løbende næse uden andre symptomer må gerne komme i dagtilbud og skole.
- Hvis man sender disse børn hjem, presser du forældre til nogle sygedage, som ikke er nødvendige – forudsat selvfølgelig at børnene udover en løbende næse har det godt, siger Jannie Hjerpe.
Hun fremhæver, at Frederiksberg Kommune i starten af pandemien var en af de danske kommuner, der var hårdest ramt i forhold til antal smittede, men at der har været meget få smittede i kommunens dagtilbud.
Det samme er tilfældet, efter kommunen efter sommerferien ændrede sine retningslinjer om løbende næser.
- Vi ved, at det bliver et stort problem henover efteråret
Anne Møller, der er praktiserende læge og medlem af en corona-taskforce under Dansk Selskab Almen Medicin (DSAM), er enig med børnelægen – mange børn har løbenæser uden at være syge.
- Løbenæse i sig selv kan være lidt voldsomt at blive sendt hjem for, hvis der ikke er andre symptomer, siger hun til TV 2.
Hun fremhæver dog, at en løbende næse kan være første tegn på sygdom.
- Men når det gælder coronavirus, tænker vi i nogle helt andre symptomer, også hos børnene. Det er de samme symptomer, som man oplever hos de voksne: Feber og ondt i halsen, siger Anne Møller.
Hun medgiver, at det er svært at lave simple og overordnede vejledninger, fordi det ofte beror på en individuel vurdering af det enkelte barn – spiser, opfører og leger barnet eksempelvis, som det plejer?
- Vi ved, at det bliver et rigtig stort problem hen over efteråret. Og det er klart, at vi også i Sundhedsstyrelsens faglige gruppe skal arbejde på, at retningslinjerne bliver så konkrete, som det nu er muligt, siger Anne Møller.
Løbenæse er ikke et typisk symptom
Frederiksberg Kommune har – ligesom mange andre kommuner - oplevet et markant fald i antallet af infektionssygdomme, efter bedre håndhygiejne og afstand blev indført i kølvandet på coronapandemien.
Jannie Hjerpe oplyser, at man i Frederiksberg Kommune fra pandemien brød ud har fulgt Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Hun kan dog godt forstå, hvis nogle kommuner har svært at navigere i de efterhånden mange vejledninger, der er kommet fra myndighederne.
- Jeg kan sagtens forstå, at nogen er bange for at få en ny Hjørring-sag (udbredt smitte på plejecenter og minkfarme, red.). Vi baserer vores udmelding på vores egne erfaringer, siger Jannie Hjerpe.
I kommunen har man lagt vægt på Sundhedsstyrelsens formulering om, at en løbende næse ”typisk ikke er et symptom på covid-19.”
I blandt andet Gladsaxe Kommune tolker man imidlertid udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen anderledes. Her mener man nemlig ikke, at det kan udelukkes, at en løbende næse er et symptom på covid-19.
Derfor bliver børn med løbenæser i denne kommune sendt hjem.
Forælderorganisation: Vi får opringninger fra hele landet
TV 2 har tirsdag været i kontakt med flere kommuner, hvor forældre har oplevet, at deres børn er blevet sendt hjem udelukkende på grund af en løbende næse.
Faxe Kommune har til DR Nyheder bekræftet, at man også her sender børn hjem, hvis barnet kun her en løbende næse.
Holbæk Kommune oplyser til TV 2, at et barn godt må have en næse, der løber lidt ind i mellem, men at forkølede børn uden andre symptomer også før pandemien med corona blev sendt hjem.
Forældrenes Landsorganisation (FOLA) oplyser til TV 2, at organisationen har fået opringninger fra forældre, der har oplevet, at deres barn er blevet sendt hjem uden andre symptomer end en løbenæse.
- Vi har eksempler fra alle kommuner i hele landet, siger formand Signe Nielsen.
Det gælder ifølge FOLA blandt andet Aarhus Kommune, Københavns Kommune og Silkeborg Kommune. De tre kommuner oplyser til TV 2, at man ikke sender børn hjem udelukkende på grund af en løbenæse.
Direktør i Kommunernes Landsforening, Christian Harsløf, oplyser i et skriftligt svar til TV 2, at der kan være langt fra overordnede retningslinjer til den kommunale virkelighed - og at der derfor ofte opstår tvivl, når retningslinjerne rammer hverdagen.
- Det er vores klare opfordring, at man holder sig strikt til sundhedsmyndighedernes udmeldinger. Hvis de er uklare, så går vi fra KL’s side gerne i dialog med myndighederne for at afklare tvivlsspørgsmål, og i den her sag er vi allerede i dialog, oplyser han til TV 2.