Optagelser blev kaldt 'umenneskelige' – nu kalder kommunen det en 'faglig nødvendig handling'

Ifølge Socialstyrelsen er der tale om magtanvendelse, når en borger "ikke frivilligt medvirker til foranstaltningen", og det skal indberettes.

Optagelserne af den 90-årige Else Marie Larsen, der hænger i en lift over sin seng, mens hun bliver beordret til at lave afføring, er indprentet på nethinden hos mange danskere.

I syv minutter hænger den demente kvinde over sengen, mens hun gentagne gange siger, at det gør ondt.

Min farmor stritter imod. Jeg synes ikke, man kan sige, at det er okay, at min farmor hænger der

Charlotte Ahm, barnebarn til Else Marie Larsen

Kommunen har selv tidligere kaldt episoden for ”ulovlig magtanvendelse”. Men nu er forklaringen en anden.

- Der er ikke sket en indberetning af magtanvendelsen i forhold til situationen med liften, da vurderingen er, at der i stedet var tale om en faglig handling, skriver i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune i et brev til familien.

Ekspert: De overtræder reglerne

Fordi der ikke er sket en indberetning, tager Aarhus Kommune ikke sagen videre - og det undrer familien til Else Marie Larsen.

- Min farmor stritter imod. Jeg synes ikke, man kan sige, at det er okay, at min farmor hænger der og gør så meget tegn til, at hun vil ned, og at det gør ondt. Og så går man alligevel ind og siger, at det er bedst for hende, siger Charlotte Ahm, der er barnebarn til Else Marie Larsen.

I et skriftlig svar til TV 2 skriver Aarhus Kommune, at medarbejderne ikke opfattede det som en "ufrivillig medvirkende foranstaltning", men en "faglig nødvendig handling". Og derfor blev episoden ikke indberettet i første omgang.

Men kommunen overtræder reglerne, lyder det fra juridisk ekspert:

- Der er tale om magtanvendelse, så det kan man slet ikke være i tvivl om. Hun siger jo nej flere gange, og at hun godt vil ned. Så der er ikke tvivl om, at der er tale om en magtanvendelse, der skulle have været indberettet, siger Eva Naur Jensen, der er lektor på juridisk institut ved Aarhus Universitet og forsker i magtanvendelse.

Hun bakkes op af Anneke Dapper Skaaning, der er psykolog med speciale i demens.

Kommune: Burde være indberettet

Også i Alzheimerforeningen er man skeptisk overfor Aarhus Kommunes divergerende vurderinger af situationen.

- Når Aarhus Kommune vælger ikke at indberette, har man jo den mistanke, at de i højere grad tænker på at hytte deres eget skind end på at forbedre forholdene for Else og alle de andre, siger Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen.

Optagelser fra plejehjemmet Kongsgården viser, hvordan den 90-årige demensramte Else Marie Larsen sidder i en loftlift i syv minutter. Ekspert kalder det et overgreb. Video: Jonas H. R. Moestrup

TV 2 har forsøgt at få et uddybende interview fra Aarhus Kommune. Men de har ikke ønsket at deltage.

Men i det skriftlige svar erkender kommunen dog, at episoden i "bagklogskabens lys" burde have været indberettet som en lovlig magtanvendelse.

- Det er ikke ualmindeligt, at borgerne får afføring i en lift, og det kan godt tage tid, hvis man har forstoppelse. Medarbejderne var dog ikke opmærksomme på Elses udtryk og behov, men kun fagligt fokuseret på at hjælpe hende af med afføringen. Det beklager vi, lyder det.

Kommunen skriver videre, at der er igangsat en proces, der skal sikre, at der ikke er tvivl om magtanvendelsesreglerne, og om hvornår der skal indberettes. Ifølge Socialstyrelsen er der tale om magtanvendelse, når en borger "ikke frivilligt medvirker til foranstaltningen". Alle former for magtanvendelse skal indberettes.

Else Marie Larsens barnebarn Charlotte Ahm har politianmeldt Kongsgården og Aarhus Kommune for ulovlig magtanvendelse.

Dokumentar satte fokus på kritisable forhold

Episoden, hvor Else Marie Larsen bliver løft op i lift, kom frem i TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’, der ved hjælp af skjult kamera afdækkede kritisable forhold på to danske plejehjem. Flere eksperter kaldte behandlingen af Else Marie Larsen både ”uværdig” og ”umenneskelig”.

Dokumentaren blev sendt i juli efter flere måneders forsinkelse på grund af et forbud.

Et af plejehjemmene var Kongsgården i Aarhus, hvor den 90-årige demenssyge Else Marie Larsen blev udsat for plejesvigt, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne.

Allerede i foråret, da det blev offentligt kendt, at TV 2 havde foretaget skjulte optagelser, fik sagen konsekvenser i kommunen. 13 ansatte på Kongsgården blev kaldt til tjenstlig samtale, og flere af dem blev efterfølgende fyret, flyttet eller sendt til opkvalificering.

Aarhus Kommune vil ændre organisationen på sundheds- og ældreområdet som følge af TV 2s afdækning af plejesvigt i kommunen.