GO'

Skulle lære om æggestokke og menstruation for at blive rask - to mænd påpeger fejl i behandling

Flere drenge og unge mænd får konstateret spiseforstyrrelser i Danmark. To tidligere spiseforstyrrede mænd efterlyser bedre behandlingsmetoder.

I en rundkreds med 8 til 12 kvinder sad Asger Brodtkorb hver tirsdag i gruppeterapi, da han som 17-årig blev ramt af en spiseforstyrrelse.

Materialet, han havde havde fået udleveret som en del af behandlingen, hed 'Meditation til kvinder'.

Der var intet for ham - som mand.

Selvom Asger Brodtkorb i dag er rask og taler åbent om sin egen spiseforstyrrelse, efterlyser han nu bedre materiale til drenge og mænd, som bliver ramt af spiseforstyrrelser:

- Jeg lærte meget om, hvad der skete med mine æggestokke og med min menstruation, når jeg ikke spiste ordentligt, fortæller han i ‘Go’ aften LIVE’.

Og som den eneste mand i terapigruppen oplevede Asger Brodtkorb også, hvordan han blev talt til som en kvinde:

- Jeg sad konstant med følelsen af at være forkert og ikke at høre til her, og det gjorde jeg i bund og grund heller ikke, siger han.

Her ses Asger Brodtkorb som 17-årig, da han havde en spiseforstyrrelse.

“Det er ikke noget, man tænker, kan ske for en mand”

Asger Brodtkorbs opråb kommer efter, at Sundhedsstyrelsen i en ny rapport fra juli, kunne berette om en markant stigning i drenge og mænd med spiseforstyrrelser.

Ifølge rapporten blev antallet af konstaterede tilfælde fordoblet fra 2010 til 2018.

En af dem, som kan genkende Asger Brodtkorbs oplevelse, er Jacob Philip Andersen.

Som ung danser fortalte en koreograf ham, at det var en rigtig god ide, hvis han lige tabte sig lidt.

Som yngre var Jacob Philip Andersen professionel danser. Her oplevede han, at en opfordring til at tabe sig, udviklede sig til en spiseforstyrrelse.

Men slankekuren tog overhånd, og Jacob Philip Andersen tabte sig 15 kilo på seks måneder:

- Da jeg ikke kunne tabe mig mere, begyndte jeg et overforbrug af afføringsmidler for at føle mig så let som overhovedet muligt, og for hele tiden at føle, at jeg kunne tabe et eller andet, når jeg havde spist, fortæller han i ‘Go’ aften LIVE’.

I dag er Jacob Philip Andersen rask, men han genkender, at der har manglet et fokus på drenge og mænd, som bliver ramt af spiseforstyrrelser:

- Hvis der havde været et billede af en mand i den håndbog, man fik udleveret, ville man føle sig bare lidt repræsenteret. Det er ikke noget, man tænker, kan ske for en mand, siger han.

Ligesom Asger Brodtkorb mener Jacob Philip Andersen, at det er på høje tid, at man taler åbent om, at mænd også kan have spiseforstyrrelser.

Forsker i spiseforstyrrelser: “Der har stået ’hun’ og ’kvinde’”

Psykolog Gry Kjærsdam Telléus har forsket i spiseforstyrrelser i 14 år, og hun kan godt se problemet:

- Historisk har der været meget lidt fokus på, at mænd også kan have en spiseforstyrrelse, siger hun.

Gry Kjærsdam Telléus, der er forsker og psykolog ved Aalborg Universitetshospital, fortæller, at der allerede er øget fokus på, at drenge og mænd også kan få en spiseforstyrrelse, og hun er glad for, at mænd som Asger Brodtkorb og Jacob Philip Andersen står frem med deres historier.

Især genkender hun, at der har været et problem i litteraturen omkring spiseforstyrrelser:

- Der har tidligere i faglitteraturen og forskningslitteraturen stået "hun" og "kvinde" ved spiseforstyrrelser, og ikke "han/hun", siger Gry Kjærsdam Telléus.

I dag er Asger Brodtkorb 27 år gammel, og han holder foredrag om mænds spiseforstyrrelser.

En konstant kamp

I dag er både Asger Brodtkorb og Jacob Philip Andersen normalvægtige.

De håber, at både sundhedssystemet og resten af samfundet får øjnene op for, at drenge og mænd også kan blive ramt af spiseforstyrrelser:

- Det er ikke noget folk kender til. Det er ikke noget, man hører om i medierne. Det er ikke noget, man hører om i folkeskolen, når man snakker om spiseforstyrrelser, siger Jacob Philip Andersen.

For selvom han har fået styr på vægten, er det noget, som fortsat fylder meget i hans liv:

- Det er en konstant kamp. Der vil altid være gode dage, og så vil der være dårlige dage. Jeg sulter ikke mig selv mere, jeg bruger ikke afføringsmidler, men der vil altid være dage, hvor man griber efter en form for kontrol.

Se hele interviewet med Asger Brodtkorb og Jacob Philip Andersen på TV 2 PLAY