Rasmus Paludan får to års indrejseforbud til Sverige
Partilederen Paludan var på vej ind i Sverige, da han blev stoppet og fik at vide, at han har indrejseforbud.
Leder af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, har fået to års indrejseforbud til Sverige. Her vurderer myndighederne, at der er en risiko for, at han begår kriminalitet.
Det skriver det svenske medie SVT.
Rasmus Paludan, der tidligere er dømt for racisme i Danmark, var på vej ind i Sverige, da han blev mødt af et stort antal politibetjente, der overrakte ham beskeden ved betalingsstationen Lernacken.
Indrejseforbuddet er givet til Paludan på grund af det, han har skrevet og sagt, fortæller Calle Persson fra politiet i Malmø til SVT.
- Vi har vurderet, at der findes en stor risiko for fremtidig kriminalitet fra hans side i Sverige, siger han til mediet.
Paludan forstår ikke beslutningen
Rasmus Paludan har mulighed for at klage til Migrationsverket i Sverige. Og det agter han at gøre, skriver Politiken.
- Jeg har en familie i Sverige. Min far bor i Helsingborg. Jeg forstår ikke denne beslutning, siger han til avisen.
Samtidig siger han til SVT, at han ikke udgør nogen trussel.
- Jeg tror, at det er dem, der reagerer på, hvad jeg gør, der udgør en trussel, siger Paludan.
Ifølge Politiken besluttede Malmøs politi onsdag at forbyde Rasmus Paludan at afholde en planlagt demonstration mod Islam.
Men Paludan valgte at trodse forbuddet fredag, skriver avisen. Han kørte over Øresund i en bil med fire venner efterfulgt af en bil med personlige vagter.
Da bilen ankom til Lernacken, gav politiet ham beskeden om udvisning og indrejseforbud på to år. Afgørelsen var underskrevet af Malmøs politichef, Mathias Sigfridsson, skriver Politiken.