Krænkelser på arbejdet

Efter Sofie Lindes krænkelsessag: Det er ikke alle, der tør at sige fra, siger kønsforsker

Sofie Linde sagde nej, da hun blev afkrævet et blowjob, men det er også vigtigt at huske, at det ikke er 'piece of cake' at sige fra, siger ekspert.

DR har valgt at lukke TV-vært Sofie Lindes sag om sexchikane.

Det sker, efter Sofie Linde selv har fortalt DR, at hun ikke ønsker at gå videre med episoden, der ligger 12 år tilbage.

Den gang var Sofie 18 år og til julefrokost på DR, da "en stor tv-kanon” kom hen til hende og krævede et blowjob og truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun afslog.

Det fortalte hun, da hun var vært ved 'Zulu Comedy Galla'.

Sofie Linde har afslået at navngive ”tv-kanonen”, for hun ønsker ikke, at det skal blive en personsag. Hun fortalte om hændelsen for at pege på ”en kultur”.

- Jeg har ikke lyst til at fremhæve nogle, der for 12 år siden sagde noget, som udsprang af en kultur, der herskede, siger Sofie Linde til TV 2.

- Lige nu handler det meget om min person, og det er helt okay, men jeg tillader mig at forsøge at presse den op på et højere niveau, siger hun.

Det er okay at sige nej

Dét, hun håber at opnå med sin fortælling, er at komme ud med budskabet om, at det er okay at sige nej.

Og som hun sagde som vært ved 'Zulu Comedy Galla': ”Jeg sagde nej, og det gik jo meget godt alligevel, gjorde det ikke?”.

- Min pointe er, at man kan sige nej. Jeg sad tilbage med en følelse af, om det var dumt at sige nej. ”Gad vide, hvad der kommer til at ske med mig”. Den følelse har jeg ikke lyst til at andre skal have, siger Sofie Linde til TV 2 om årsagen til at hun står frem.

Ikke alle tør at sige fra

Og det er godt, at Sofie Linde står frem og fortæller, at hun også har oplevet sexisme.

Det vurderer Kenneth Reinicke, der er lektor i kønsforskning på Roskilde Universitet og har skrevet bogen ’Mænd der krænker kvinder’.

Men det er også vigtigt, at dét at sige nej ikke kommer til at fremstå som piece of cake.

- Det vigtigt at have forståelse for dem, der ikke har turdet sige nej, siger Kenneth Reinicke.

- Man ved også fra forskning, at den krænkede part kan være i tvivl om, hvorvidt det er dem selv, der ikke kan tage en joke, er sarte eller hysteriske, siger lektoren.

Vil sætte gang i ligestillingsdebat

At det netop er TV-vært Sofie Linde, der fortæller om at have været udsat for sexisme, er meget positivt for MeToo- og ligestillingsdebatten.

- Jeg synes, det er rigtig fint, at hun som kendt kvinde fortæller sin historie, siger Kenneth Reinicke.

- Selvom MeToo bragede afsted i 2017, er det nemlig ikke ensbetydende med, at det er en problemstilling, som er pist borte, siger han.

Og det var netop et andet af Sofie Lindes budskaber ved 'Zulu Comedy Galla', hvor hun også italesatte ligeløn og ligestilling generelt.

- Der er så mange vilde statistikker, der peger på, at vi ikke har ligestilling. Nu har det handlet meget om mig, nu prøver jeg at hæve den op, siger hun.