Coronavirus

Læge vil have ændret system - tjente 40.000 på tre dage

Læge inkasserer timeløn på over 2000 på grund af mange coronahenvisninger. Systemet bør laves om, mener hun.

18.000 kroner i løn for knap otte timers arbejde. Det er virkeligheden for en vagtlæge i Region Syddanmark. Det skriver jv.dk.

Coronasmitten giver nemlig travlhed på telefonen hos landets lægevagter, der uden for normal åbningstid skal henvise borgere med symptomer til test.

Lægerne bliver lønnet efter, hvor mange de når at tale med, og en henvisning kræver ikke andet end få klik, mener vagtlæge og regionsrådspolitiker Marianne Mørk Mathiesen (LA).

For hende resulterede de mange korte telefonsamtaler søndag i en timeløn på 2250 kroner. Og det er både spild af tid og penge, lyder det.

- En henvisning tager mig under 20 sekunder, og så får jeg 125 kroner for den ydelse. Vi sidder og laver noget, folk selv kunne have gjort. Det koster en utrolig masse penge og er en overflødig handling, siger Marianne Mørk Mathiesen til TV 2.

På én weekend med tre vagter tjente hun knap 40.000 kroner på blandt andet at lave henvisninger.

Alle er frustrerede

Ifølge regionsrådspolitikeren gjorde hun allerede opmærksom på problemet på et forretningudvalg i Region Syddanmark for 14 dage siden, der netop handlede om økonomien under coronakrisen. Men uden held.

Alle læger er frustrerede, ingen siger: Hvor er det godt, vi tjener så mange penge

Marianne Mørk Mathiesen, regionsrådspolitiker og læge

Hun er som politiker frustreret over alle de skattekroner, der bliver brugt på den overflødige proces. Som læge er hun træt af at bruge tid på noget, hvor hendes faglige viden er overflødig.

- Hvis der er nogen, der ringer ind og siger, at de gerne vil testes, fordi de har hostet, så får de en henvisning. Jeg vurderer ikke, hvor meget de hoster, siger hun.

- Alle læger er frustrerede, ingen siger: Hvor er det godt, vi tjener så mange penge.

Marianne Mørk Mathiesen er valgt ind i regionsrådet i Region Syddanmark for perioden 2018-2021.

Marianne Mørk Mathiesen foreslår i stedet, at danskerne selv går ind og booker en tid til en test, hvis de har symptomer - ligesom det er muligt, hvis man ikke har symptomer.

Alle skal vurderes individuelt

Klaus Pedersen, der er vagtchef for de syddanske lægevagter, mener ikke, at det kan gøres på den måde, som Marianne Mørk Mathiesen foreslår.

Ifølge ham skal der foretages en lægefaglig vurdering i forbindelse med hver henvisning, fortæller han til jv.dk.

- Det er hver enkelt læges ansvar at give patienterne en ordentlig lægebehandling. Ydelserne skal være så omfattende, at man er sikker på, at man har taget den rigtige beslutning. Så man er nødt til at tale med patienterne om, hvad der er det mest fornuftige at gøre, siger han til avisen.

Men det skal vagtchefen sige, mener Marianne Mørk Mathiesen.

- Det er ikke sådan, det foregår i praksis. Enten er der symptomer, eller også er der ikke symptomer, siger hun.

Har ikke sagt nej til test

Regionspolitikeren har som vagtlæge ikke oplevet at være i en situation, hvor hun har afvist at sende en borger til test. Også selvom der er tale om en mindre forkølelse.

- Så sætter jeg miskredit ved deres symptomer. Lad os nu sige, at det var en af dem med meget svage symptomer, og man bagefter kunne se, at de havde smittet en hel børnehave eller hel skole, siger Marianne Mørk Mathiesen.

Vi skal være sikre på, at vi ikke overser en lungebetændelse

Mireille Lacroix, næstformand i Praktiserende Lægers Organisationer

Derudover peger hun også på den øgede ventetid, det skaber ved telefonerne i lægevagten, hvor der nemt kan være over 100 mennesker i kø. Lægen understreger dog, at de mange, der ringer ind, gør det helt rigtige og blot følger retningslinjerne, som de er nu.

Må ikke overse en lungebetændelse

Presset på telefonen er også noget, de mærker i lægepraksisser landet over, hvor borgere med symptomer skal have deres henvisning i dagtimerne. Her er honoraret for en telefonkonsultation 28,48 kroner.

Næstformanden i Praktiserende Lægers Organisationer (PLO), Mireille Lacroix, er enig i, at testsystemet skal genovervejes.

- Det testsystem, vi har nu, er ikke hensigtsmæssigt - der går for langsomt. Dem, der virkelig har brug for en test, bliver ikke testet hurtigt nok. Vi skal være klar, når vi går ind i efteråret og muligvis en ny smittebølge, siger hun.

Næstformanden har ikke et klart facit til, hvordan systemet i stedet skal se ud. Hun er dog i tvivl om, om det er den rigtige løsning at skære lægen ud af ligningen.

- Vi skal være sikre på, at folk, der booker en test, er klar over, at der findes andre sygdomme end covid-19. Det er ikke for at lyde nedladende, men sygdommen fylder meget i folks bevisthed lige nu, og vi skal være sikre på, at vi ikke overser en lungebetændelse, siger Mireille Lacroix.