GO'

35-årig stifter forening for frafaldne muslimer - folk ringede med trusler om natten

67 personer har allerede tilkendegivet, at de gerne vil være medlem af den nystartede forening, siger formanden.

Om natten ringede et hemmeligt nummer til Mustafa Sayegh. I den anden ende fortalte en stemme, at han var forræder, og at han vidste, hvor Mustafa Sayegh boede.

I dag er det syv år siden, at den 35-årige malermester fra Ribe åbent fortalte, at han ikke længere var muslim.

Og det blev ikke vel modtaget:

- Det var et helt miljø, jeg fik på nakken, og jeg oplevede bagvaskelse og trusler. Jeg oplevede en chikane mod mig, uanset hvad jeg gjorde og ikke gjorde, fortæller han i ‘Go’ morgen Danmark’.

Selvom Mustafa Sayegh aldrig rigtig har følt sig som muslim, var det en hård beslutning at forlade islam. Han var muslimsk gift og måtte give afkald på sin familie og sine venner.

Derfor har han nu stiftet ‘Foreningen Frafalden' - et netværk, hvor eks-muslimer kan støtte hinanden og tale om den fortid, de deler.

Mustafa Sayegh har aldrig følt sig som en muslim. Som barn ville han hellere se tegnefilm end at bede.

Vil gerne hjælpe andre

En af de personer, der har valgt at blive en del af ‘Foreningen Frafalden’ er Roula Akkari.

Ligesom Mustafa Sayegh har hun mærket, hvor svært det har været at vende sin trosretning ryggen.

Roula Akkari er vokset op i en konservativ muslimsk familie, men for seks år siden fik hun svært ved at acceptere de mange regler, som gjaldt hende som kvinde, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark':

I Roula Akkaris familie var det en selvfølge, at hun som kvinde skulle dække sit hår til.

Det var den indre feminist i mig, som begyndte at være kritisk over for nogle love i islam, hvor kvinder ikke har de samme rettigheder som mænd

Roula Akkari, bestyrelsesmedlem i 'Foreningen Frafalden'.

Alligevel var det en lang proces at forlade islam for Roula Akkari. Det startede med nogle tvivlsspørgsmål, men efter hun havde dykket ned i de religiøse tekster over en længere periode, besluttede hun sig for at forlade islam.

Roula Akkari blev frosset ude af sin omgangskreds og oplevede at stå helt alene tilbage, da hun forlod islam for seks år siden.

Det var et stort skridt at smide tørklædet for Roula Akkari. Dette billede er fra hendes første bustur uden.

Nu vil hun gerne støtte andre i samme proces:

- Jeg håber, at det faktum, at jeg har været gennem det selv og kender til processen, kan give en tryghed i, at de ikke er alene om det.

Religionssociolog: Man opfordrer ikke til udstødelse

Ifølge religionssociolog Brian Arly Jacobsen er udstødelse af eks-muslimer ikke noget, man opfordrer til inden for religionen, som man eksempelvis ser det hos Jehovas vidner.

Alligevel sker det i nogle muslimske familier:

I nogle situationer bliver man udstødt af trosmæssige grunde ligesom ved Jehovas vidner

Brian Arly Jacobsen, religionssociolog

Brian Arly Jacobsen forklarer, at det langt fra er alle eks-muslimer, som oplever dette, ligesom man typisk ikke oplever udstødelse, hvis man melder sig ud af Folkekirken.

Dog peger han på, at det blandt visse grupper af muslimer kan være svært at acceptere, at et familiemedlem forlader islam:

- Eksempelvis nyligt indvandrede muslimer fra bestemte områder i Mellemøsten har lært, at det har strafferetslige konsekvenser at forlade islam. Det har det ikke i Danmark, men her kan det få sociale konsekvenser, som kan være udstødelse, siger Brian Arly Jacobsen.

Venter på CVR-nummer

'Foreningen Frafalden’ blev stiftet i sidste uge, og ifølge Mustafa Sayegh har 67 personer allerede givet udtryk for, at de gerne vil melde sig ind, når det bliver muligt.

Bestyrelsen håber på, at de får deres CVR-nummer denne uge, så de kan åbne for medlemmer, uanset hvilken historie de har:

- Selvfølgelig er der mange forskellige historier, men fælles for dem er, at de bunder ufriheden i at være noget, man ikke vil, afslutter Mustafa Sayegh.

Interviewet med Mustafa Sayegh og Roula Akkari i ‘Go’ morgen Danmark’ kan ses på TV 2 PLAY