Samfund

Vi klager over telefonsælgere som aldrig før, men vi har selv givet dem lov til at ringe

Virksomhederne skal indhente et ”udtrykkeligt og utvetydigt” samtykke fra forbrugeren, før at de må ringe forbrugeren op. Christoffer Laursen Hald / TV 2

Der er et par ting, du selv kan gøre for at undgå de uopfordrede opkald.

Hvis du er træt af at blive ringet op af telefonsælgere, er du ikke den eneste.

Sidste år nåede klagerne over telefonsælgere det højeste antal hidtil, da Forbrugerombudsmanden modtog 920 klager over uønskede telefonopkald fra sælgere. Det er en fordobling sammenlignet med 2018, hvor forbrugernes vagthund modtog 440 klager. Det viser en ny rapport fra Forbrugerombudsmanden.

Ifølge Frederik Lars von Bülow, som er fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden, kan en del af forklaringen på stigningen i antallet af klager blandt andet skyldes, at der har været større opmærksomhed på ulovlig telemarketing, samt at der er kommet større konkurrence på elmarkedet.

Du giver selv tilladelse

Det er ulovligt for telefonsælgerne at ringe til dig, hvis du ikke selv har givet dit samtykke til det.

Men i mange tilfælde har du faktisk givet dem lov til at ringe, uden du måske har været klar over det.

Telefonsælgerne samarbejder nemlig med det, der hedder 'leadvirksomheder', som skaffer telefonsælgerne dine kontaktoplysninger. Typisk sker det ved, at leadvirksomhederne afholder konkurrencer, hvor du skal acceptere at modtage markedsføring fra andre virksomheder for at kunne deltage.

- Det kan være, at der står ”Vind en tur til Maldiverne”, hvor forbrugeren typisk ikke opdager, at de samtidig har givet samtykke til 45 forskellige virksomheder, fortæller Frederik Lars von Bülow.

Det med småt

Ifølge Frederik Lars von Bülow er det dog ikke altid din egen skyld, hvis du havner i konkurrencefælden.

Det kan nemlig være meget svært at spotte, hvad formålet med konkurrencen er, fordi det nogle gange bliver kun står med en meget lille skrift nede i hjørnet – og dét er ulovligt.

Virksomhederne skal indhente et ”udtrykkeligt og utvetydigt” samtykke fra forbrugeren til, at de må ringe forbrugeren op, forklarer Frederik Lars von Bülow.

Sådan slipper du for opkald

Hvis du gerne vil slippe for at blive ringet op af telefonsælgerne i fremtiden, kan det være en god idé ikke at lægge røret på lige med det samme.

I stedet kan du anmode telefonsælgeren om at se, på hvilken baggrund du er blevet ringet op, forklarer Frederik Lars von Bülow.

Når du ved, hvad du har givet samtykke til, har du nemlig ret til at bede om at trække dit samtykke tilbage. På den måde slipper du for, at de må ringe til dig i fremtiden.

Hvis du derimod vil være lidt på forkant, kan du også tilmelde dig Robinsonlisten på Borger.dk. På den måde undgår du nye opkald fra telefonsælgere. Men selvom du er tilmeldt Robinsonlisten, må godgørende formål og analyseinstitutter stadig gerne ringe til dig.