Coronavirus

Udsatte grupper får gratis mundbind

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Særligt udsatte grupper får adgang til gratis mundbind, og det sker for at bekæmpe spredningen af coronavirus, siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde om coronasituationen.

Ministeren uddybede ikke yderligere, men kollegaen, transportminister Benny Engelbrecht, tog over og oplyste, at man fremadrettet kan få en bøde, hvis man ikke bærer mundbind i offentlig transport og samtidig nægter at forlade transportmidlet.

- Hvis passageren ikke vil forlade stedet, så kan politiet tilkaldes, og der kan gives en bøde. Men jeg tror, at langt de fleste vil gøre, hvad de kan for at leve op til reglerne, siger Benny Engelbrecht.

Hvis man på grund af sygdom eller handicap ikke kan bære mundbind, er man undtaget fra krav.

Tættere kontakt med mundbind

Også Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, havde pointer med om mundbind på pressemødet:

- Vi kommer alle til at få tættere kontakt med mundbind. Nu har vi haft en uge til at anskaffe os mundbind og lære at bruge dem, og fra lørdag gælder det så i offentlig transport, siger han.

- På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man få information om, hvordan man skal bruge mundbind, og i hvilke situationer man bør bruge mundbind. Ud over kollektiv trafik kan det eksempelvis være, når man skal til og fra en coronatest, siger Søren Brostrøm.

Derudover kom Brostrøm med en understregning af mundbindets effekt. Mundbind er nemlig ikke nok til at erstatte de andre råd som at holde afstand og spritte af.

- Mundbind kan give en ekstra sikkerhed i de situationer, hvor det er svært eller umuligt at holde afstand. Men det kan ikke erstatte de øvrige anbefalinger, siger Brostrøm.

Desværre ser man, ifølge Brostrøm, nogle steder, at folk slækker på indsatsen, hvis de bærer mundbind, og det går ikke, slår direktøren fast.

Alle børn skal ikke testes

Søren Brostrøm fortæller yderligere, at der har været usikkerhed om, hvilke børn der skal testes for covid-19. Alle børn skal ikke testes, understreger han.

Men alle syge børn skal testes, og så kan det også give mening at teste børn uden symptomer.

Det gælder, hvis det er som led i opsporing af en smittekæde, hvis man kommer hjem fra ferie i et land med højt smittetryk, eller hvis barnet har været i dagtilbud, skole eller institution, hvor der har været et smitteudbrud, siger Brostrøm.