Coronavirus

Stigning i coronasmitten er bremset op, siger sundhedsministeren

Samtidig ligger kontakttallet på 1, og det betyder at virussen hverken er på vej frem eller tilbage.

Stigningen i smitten i Danmark er bremset op, oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på fredagens pressemøde.

Der er 71 nye smittetilfælde det seneste døgn - over 29.000 er testet. Kontakttallet ligger på 1, hvilket betyder, at tallet hverken er på vej op eller ned.

Ifølge ministeren går udviklingen den rigtige vej. Også i Aarhus og Silkeborg, hvor smitten har været mere omfattende.

- Smittekurverne er først fladet ud og er nu på vej stærkt nedad, siger Magnus Heunicke.

Udbygningen af testkapaciteten skal fortsætte frem mod efterårsferien, så vi kan nå op på 50.000 daglige tests i Danmark.

- Det er afgørende, at vi har overblik over epidemien, så vi kan holde den under kontrol, siger Magnus Heunicke.

Alle danskere skal kunne få en vaccine

På pressemødet oplyser ministeren desuden, at Danmark går med i den forhåndsaftale, som EU har indgået om indkøb af en fremtidig coronavaccine.

Aftalen skal sikre vaccine til 40 procent af EU's befolkning, og den betyder, at 2,4 millioner danskere kan blive vaccineret, fortæller Magnus Heunicke.

Målet er dog, at alle danskere skal kunne få en vaccine, understreger han.

Selvom Danmark er gået med i en forhåndsaftale om en fremtidig coronavaccine, så slutter det ikke dér. Der arbejdes på at komme med i flere aftaler.

Men det afgørende er, at sikkerheden er i top, og at vaccinen er gennemstestet. Det understreger Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen.

- Vi er optimister, men ikke jubeloptimister. Så vi tror på, at vi kan begynde at vaccinere danskere allerede næste år. Hellere tidligt end senere, tættere kan jeg ikke komme på det, siger han.

Risiko for genopblusning

Selvom smitten igen er på vej i den rigtige retning, er den hellige grav dog ikke velforvaret.

Der er fortsat risiko for, at coronasmitten kan blusse op, siger afdelingschef Tyra Grove fra Statens Serum Institut.

- Vi ligger på omkring 100 daglige tilfælde af smittede nu, hvor vi lå på 10 til 15 op til sommerferien. Det betyder, at der er grobund for, at vi kan få udbrud, siger hun.

- Det kan opstå i alle geografiske områder og i alle befolkningsgrupper. Det har vi alle et ansvar for at undgå ved at overholde anbefalingerne om at holde afstand og spritte af.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplever, at flere og flere bliver smittet ved private fester. Derfor opfordrer konstitueret direktør Anette Lykke Petri til, at værter for fester husker at tage de nødvendige forholdsregler for, at private fester kan afvikles forsvarligt.