Coronavirus

29-årig opdigtede fem ansatte og søgte coronahjælp – nu har han fået historisk dom

Indtil videre er der anmeldt forsøg på svindel med hjælpepakkerne for lidt over 30 millioner kroner.

Onsdag har Københavns Byret afsagt dom i en historisk sag om snyd med de økonomiske hjælpepakker, der blev vedtaget i begyndelsen af coronakrisen.

I sagen, der er den første af sin slags, er en 29-årig ejer af en varevognsudlejning blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på en million kroner for at have søgt lønkompensation til fem ansatte, selvom han var ikke berettiget til at modtage kompensationen.

Han havde nemlig selv opdigtet de fem medarbejdere, har han tilstået.

Ansøgningerne kunne have udløst 427.500 kroner til virksomheden, men i stedet skal den 29-årige altså i fængsel. Han er dømt for socialt bedrageri og dokumentfalsk, med henvisning til en særlig skærpende paragraf, fordi der er tale om svindel med de økonomiske hjælpepakker.

Manden har været varetægtsfængslet siden han blev anholdt den 17. juni, og havde selv tilstået bedrageriet forud for dommen.

Forsvaret har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de ønsker at anke dommen.

Strengere straf for coronasnyd

Den 29-åriges straf er usædvanligt høj, i forhold til den normale strafferamme for økonomisk svindel af denne type.

Det skyldes, at Folketinget i begyndelsen af april vedtog, at straffen skal kunne hæves til det firedobbelte, hvis personer snyder med de hjælpepakker, der blev indført på grund af coronakrisen.

Ifølge anklageren, Camilla Helbo fra Københavns Politi, er der på denne baggrund givet en væsentligt højere straf, men ikke en firdobling. Umiddelbart efter domsafsigelsen vurderede hun, at straffen var blevet cirka tre gange højere, fordi der var tale om coronasnyd, end den ellers ville have været.

Svindel for 30 millioner

Den 29-årige bliver formentlig ikke den sidste, der bliver fældet for fusk med corona-hjælpepakkerne.

I juni blev en direktør og en daglig leder af et selskab i byggebranchen varetægtsfængslet ved retten i Nykøbing Falster. De er anklaget for svindel ved at udnytte ordningen med lønkompensation for et beløb på cirka 1,7 millioner kroner.

Onsdag formiddag kunne Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK), der også er kendt som bagmandspolitiet, så fortælle, at en 57-årig mand er tiltalt for svindel med offentlige midler af særlig grov karakter og for grov dokumentfalsk.

Ifølge anklageskriftet har han uberettiget forsøgt at få udbetalt penge fra flere af de økonomiske hjælpepakker, der er blevet vedtaget af Folketinget. Svindel omfatter blandt andet falske ansættelseskontrakter, urigtige oplysninger om aflyste arrangementer og vildledende oplysninger om virksomheders omsætning til en samlet værdi af mere end 1,6 millioner kroner, lyder det fra SØIK.

I alt har SØIK modtaget 94 anmeldelser om snyd eller svindel med hjælpepakkerne. Det er primært Erhvervsstyrelsen, der står for udbetaling af hjælpekronerne, der har råbt vagt i gevær.

I alt drejer anmeldelserne om potentielt snyd for mere end 30 millioner kroner, og én million er allerede blevet beslaglagt, fremgår det af en oversigt fra SØIK.

I en skriftlig kommentar fortæller erhvervsminister, Simon Kollerup (S), til TV 2, at han er glad for, at der nu er fældet dom i sagen.

- Der er nu sendt et tydeligt signal om, at svindel med kompensationsordningerne er uacceptabelt og straffes. Det er ikke alene kriminelt, det er også at misbruge penge, som er tiltænkt virksomheder, der er i knæ efter corona-krisen, skriver ministeren.