Samfund

Pensionsselskaber: Mere åbenhed om investorer i skattely

Martin Dahlin er en af de investorer, som kapitalfondene ikke ønsker at oplyse identiteten på. Han bor I Monaco og skal tilsyneladende ikke betale skat af sit udbytte Nicolinn Nilsson / Expressen.se

TV 2 kunne afsløre nogle af Lagkagehusets reelle ejere i skattely. Nu vil pensionsselskaber have mere åbenhed om investorer i kapitalfonde.

Masser af danske virksomheder er helt eller delvist opkøbt af kapitalfonde. Blandt andet Babysam og Lagkagehuset.

De reelle investorer bag opkøbende er dog omgærdet af diskretion og anonymitet. Kapitalfondene vil ikke oplyse, hvem der har investeret pengene.

Det burde der laves om på, mener tre pensionselskaber, efter at TV 2 kunne afsløre, hvordan flere investorer i den kapitalfond, der ejer Lagkagehuset, helt kan undgå at betale skat ved hjælp af skattely.

- Alle skal betale deres skat – hverken mere eller mindre. Vi accepterer ikke skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning, skriver Mikael Bek, der er chef for miljø, sociale forhold og god selskabsledelse i pensionselskabet Pensam.

Skattespekulation

Den svenske tidligere fodboldstjerne Martin Dahlin bor i Monaco, og TV 2 fortalte søndag, at han er investor i Nordic Capital, som er en kapitalfond på Jersey, der ejer det meste af Lagkagehuset.

Martin Dahlins hjemmeadresse og kapitalfondens placering på Jersey gør ifølge skatteadvokat Eduardo Vistisen, at Dahlin helt kan undgå at betale skat af et eventuelt udbytte fra Lagkagehuset.

- Når man som investor i kapitalfonden er placeret i et skattelyland, er der som det klare udgangspunkt tale om skattespekulation, siger Eduardo Vistisen.

Da det lykkedes TV 2 at få fat på Martin Dahlin bekræftede han, at han ikke betaler skat:

- Jeg bor i Monaco, så generelt set betaler jeg ingen skat, sagde Martin Dahlin.

Problematisk hvis placering udnyttes

Selvom der ikke er tale om ulovligheder vil tre forskellige danske pensionskasser gerne have mere åbenhed om deres medinvestorer.

Det er netop pensionskasser, som står for størstedelen af investeringer i kapitalfonde. Flere af dem vil gerne have offentlighed om, hvor mange, der ligesom Martin Dahlin, ikke skal betale skat af det udbytte, de kan få fra investeringer i danske virksomheder.

Ferrari-forhandleren i Monaco. Oven på den bor Martin Dahlin.

Det er nemlig problematisk, hvis kapitalfondenes placering bliver udnyttet til at undgå at betale skat, mener investeringschef i MP Pension Anders Schelde:

- Transparens er altid godt, hvis der er frygt for urent trav, og en øget transparens vil måske endda nok vise at problemet ikke er så stort endda, skriver Anders Schelde

Der er en gruppe af ultrarige investorer, som gemmer sig bag de her kapitalfonde i skattely

Lars Koch, politisk chef, Mellemfolkeligt Samvirke

Han vurderer, at de fleste af investorerne er ærlige og redelige pensionskasser.

Administrerende direktør i Pædagogernes Pension, Sune Schackenfeldt skriver, at de forsøger at påvirke kapitalfonde til, ”at modvirke skatteunddragelse og skatteomgåelse og til at fremme øget gennemsigtighed, blandt andet omkring investorer i kapitalfonde”.

Kapitalfonde: Det handler om dobbeltbeskatning

Baggrunden for udmeldingerne er debatten om skattely og hjælpepakker, som begyndte i foråret.

TV 2 fortalte, at selskaber ejet i skattely havde modtaget 261 millioner i hjælpepakker, selvom flere politikere havde sagt, at det ikke skulle være muligt.

I historien vurderede to eksperter, at blandt andre Babysam og Lagkagehuset var eksempler på virksomheder, der havde fået hjælpepakker, selvom de var delvist ejede af kapitalfonde på øerne Guernsey og Jersey, der betragtes som skattely af eksperter.

I den efterfølgende debat blev det flere gange fremhævet, at kapitalfondene kun havde adresse på Jersey og Guernsey for at undgå dobbeltbeskatning.

Dobbeltbeskatning

Nogle kapitalfonde er placeret i lande, hvor man ikke betaler skat, for at sikre sig, at investorer ikke bliver beskattet to gange.

Hvis en kapitalfond ikke er placeret i skattely, så risikerer investorerne at blive beskattet både i det land, de bor i, og i det land, hvor kapitalfonden har hjemme.

Når en kapitalfond ligger på Jersey - hvor der ikke skal betales skat af udbytte - kan investoren, som bor i for eksempel Sverige, nøjes med kun at betale skat i Sverige.

Hvis investoren derimod bor i for eksempel Monaco, betyder kapitalfondens placering på Jersey, at investoren ikke skal betale skat.

TV 2 ville gerne vide, hvor kapitalfondenes investorer boede, så vi kunne efterprøve, om det var nødvendigt at placere kapitalfondene på Jersey og Guernsey for at undgå, at investorerne bliver beskattet to gange.

Det ville kapitalfondene ikke oplyse, men gennem andre veje, kunne TV 2 afdække, at placeringen for nogle investorer betød, at de helt kunne undgå at betale skat.

Ultrarige investorer

Pensionsselskaberne har et medansvar for at gøre kapitalfondene mere gennemsigtige, mener Lars Koch, der er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke:

- Det er afgørende at sikre gennemsigtighed, så vi kan spille efter de samme regler. Der er en gruppe af ultrarige investorer, som gemmer sig bag de her kapitalfonde i skattely, og derfor kan undgå at betale skat, siger Lars Koch.

Ekspert i kapitalfonde Robert Spliid tror dog ikke på ideen om gennemsigtighed:

- For så vil man bare finde nye måder at skjule sig på, siger Robert Spliid, der er ekstern lektor på CBS og har forsket i kapitalfonde.

Han foreslår i stedet, at man laver regler, hvor kapitalfonde på eksempelvis Jersey bliver pålagt ikke at udbetale udbytte til lande, der ikke har en rimelig skatteprocent.

Skatteminister: Vi har fokus på området

Det har ikke været muligt at få et interview med skatteminister Morten Bødskov (S) om sagen.

Skatteministeriet har sendt en kommentar fra ministeren, hvor han understreger, at regeringen tager international skatteundgåelse meget alvorligt, og derfor også ansætter 100 flere medarbejdere og opretter et nyt center med fokus på området.

Brancheorganisationen for Venture- og Kapitalfonde har sendt en skriftlig kommentar, hvor den forklarer at kapitalfondenes placering på eksotiske øer skyldes, ”at de administrative rammer og skattevilkår er stabile og forudsigelige”.

Foreningen opfordrer danske lovgivere til at lave bedre rammer, så fondene i stedet kunne etablere sig Danmark.