Samfund

Klapvogn bliver kaldt tilbage - styret kan løsne sig

Modelnummeret kan findes på produktetiketten, der sidder på indersiden af klapvognsrammens nedre del - tæt på opbevaringskurven. Sikkerhedsstyrelsen.

Den berørte klapvogn er solgt gennem en række fysiske butikker og webshops i Danmark.

En klapvogn fra fabrikanten Thule tilbagekaldes, da der er fare for, at styret kan løsne sig fra stellet.

Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen.

Der er tale om klapvognen Thule Sleek med modelnumre fra Nr. 11000001 til 11000019, der er produceret mellem maj 2018 og september 2019.

Risikoen for, at styret løsner sig, opstår, når der trækkes kraftigt op og ud i styret - for eksempel ved træk op ad trapper.

Solgt til 163 danskere

Den omtalte klapvogn er solgt i Danmark af forhandlerne B2C End consumer DK, BabySam, Thule Denmark, Ønskebørn og Pixizoo.

Der er i alt købt 163 styk, og blandt dem har der ikke været rapporteret uheld. Der er ikke risiko for, at styret løsner sig ved almindelig kørsel, lyder det.

Hvis der sidder et "QC 2020"-klistermærke på rammen, er klapvognen allerede kontrolleret og sikker at anvende.

Indehavere af de omtalte modeller kan uden beregning få ombyttet deres stel.

Opdateret 19.8.2020: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at klapvognen har været solgt i T. Hansen. Sikkerhedsstyrelsen har siden opdateret deres tilbagekaldelse og fjernet T. Hansen fra deres liste over distributører.