Samfund

Østergaard med opsang til Mette Frederiksen: - Du er statsminister for hele Danmark

Morten Østergaard mener, at statsministeren udskammer bestemte befolkningsgrupper.

Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, kritiserer nu statsminister Mette Frederiksen (S) for at udskamme etniske minoriteter under coronakrisen.

- Du er statsminister for hele Danmark. Alle mennesker, der bor i det her fantastiske land. Derfor bliver jeg også trist, når man forfalder til at udskamme bestemte befolkningsgrupper, som bliver særligt ramt af coronavirus, siger han på et pressemøde forud for radikales sommergruppemøde.

Det sker, efter Mette Frederiksen på et pressemøde lørdag slog fast, at man skulle kunne tale åbent om, at der blandt nogle etniske minoriteter er for stor smitte.

- Der er for mange med ikke-vestlig baggrund, der er smittet. Vi skal selvfølgelig tale om det her på en ordentlig måde. Det lille mindretal har altid et ansvar for det store fællesskab. Informationerne er der og har været tilgængelige i månedsvis, lød det fra Mette Frederiksen.

Men det sprogbrug bryder Morten Østergaard sig ikke om.

- Vi får ikke bugt med corona ved at give bestemte befolkningsgrupper ansvaret. I krisetider er det altid de mest sårbare, der rammes hårdt. Det er også dem, der udskammes og får ansvaret. Det skal man ikke gøre som statsminister, siger Morten Østergaard.

Klimaforandringer truer

De radikale er disse dage samlet til sommergruppemøde. Det bliver afholdt tirsdag og onsdag.

På pressemødet slår Morten Østergaard også fast, at partiets altoverskyggende prioritet dette efterår er kampen mod klimaforandringer.

- Hvis ikke vi tager kontrollen med klimaforandringerne nu, så truer det med at tage kontrollen fra os. Der skal handles nu, og coronakrisen viser, at vi kan handle, siger Morten Østergaard.