Coronavirus

Nattelivet i Aarhus og Silkeborg må ikke udvide åbningstiden

Genåbningens fase 4 forventes at træde i kraft 19. august, oplyser Ældre- og Sundhedsministeriet til TV 2.

Når åbningstiden for restauranter, barer, værtshuse og cafeer i Danmark udvides fra klokken 00.00 til klokken 02.00, bliver det uden de jyske byer Aarhus og Silkeborg.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet til TV 2.

- Sundhedsmyndighederne har i den forgangne uge haft særligt fokus på Aarhus og Silkeborg, og der har været iværksat lokale tiltag for at hindre smittespredning. På baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefaling fastsættes det derfor også i den nye bekendtgørelse, at den nye bestemmelse om udvidelse af åbningstid for restauranter, barer, cafeer og lignende fra klokken 24 til 02 ikke skal gælde for Aarhus og Silkeborg kommuner, lyder det i en mail.

Meldingen kommer, efter regeringen og folketingets partier fredag blev enige om en ny version af genåbningens fase 4.

Den nye aftale forventes at træde i kraft 19. august, oplyser Ældre- og Sundhedsministeriet til TV 2.

Markante stigninger

Aarhus og Silkeborg har været blandt de kommuner, som den seneste tid har haft en markant stigning i smittetallene for coronavirus.

Hen over weekenden er der konstateret 114 nye smittetilfælde i Aarhus Kommune mod 20 smittede de seneste syv dage i Silkeborg Kommune. Det oplyser Statens Serum Institut.

Byerne må derfor afvente udviklingen i smittetallene, inden borgerne igen kan se frem til et natteliv efter midnat.

- Myndighederne følger udviklingen nøje og vil løbende vurdere, hvornår de særlige regler for Aarhus og Silkeborg kan ophæves, hedder det i mailen fra Ældre- og Sundhedsministeriet.

Natklubber og diskoteker fortsat lukket

I aftalen er det samtidig forudsat, at der ikke lukkes nye gæster ind efter klokken 23.

Det fremgår også, at steder hvor der drives natklub eller diskotek skal forblive lukket frem til og med 31. oktober.

Dog lyder det, at diskoteker eller natklubber kan holde åbent, hvis de ændrer deres indretning og aktiviteter således, at de stemmer overens med de regler, der gælder for restauranter.

I det oprindelige udkast til genåbningen fase 4, som blev vedtaget 8. maj, fremgik det, at nattelivet skulle åbne helt, og at forsamlingsforbuddet skulle ophæves.