Coronavirus

Mundbind bliver revet væk - men der er nye forsyninger på vej, lover Coop

Ikke alle kunder bør købe mundbind lige nu, lyder det.

Snart skal danskerne vænne sig til at bruge mundbind.

Lørdag 22. august træder det nye krav om brug af mundbind i offentlig transport nemlig i kraft.

Men allerede nu har en række af landets dagligvarebutikker udsolgt af mundbind, fortæller kommunikations- og analysechef i Coop, Lars Aarup, til TV 2.

Coop råder over omtrent 1000 købmandsforretninger og står bag kæder som Kvickly, Fakta, SuperBrugsen og Irma. Det er især Coops butikker omkring hovedstadsområdet, der allerede nu har mangel på mundbind.

- Der har været en stor interesse for at købe mundbind i dag. Det er gået ret vildt, og jeg forventer, at der bliver udsolgt, siger han kort efter klokken 17 til Ritzau.

Også Matas melder om stor efterspørgsel på mundbind. Lørdag har kæden solgt mere end 80.000 eksemplarer. Alene mellem klokken 11 og 12 blev der solgt 42.000 mundbind.

Der er dog stadig mundbind at få i enkelte butikker og online, siger kommunikationschef Klaus Fridorf til Ritzau.

Kun én pakke af gangen

Selvom mange nu har tømt hylder for de eftertragtede bind, er der ingen grund til panik, siger Lars Aarup. De kommende dage vil Coops butikker nemlig modtage en million nye mundbind dagligt. Om en uges tid vil leverancerne blive endnu større, fortæller han.

Heller ikke Matas regner med, at mundbind bliver en mangelvare.

Coops kommunikationschef opfordrer til, at man venter med at købe mundbind, hvis man ikke skal bruge dem på den korte bane. På den måde kan alle, der har behov for et mundbind, nå at få fingrene i et, inden det nye krav træder i kraft.

- De af os, der ikke bruger offentlig transport så meget, vi skal vente med at købe mundbind, siger Lars Aarup.

Hos Coop har ekspedienterne sørget for, at kunder kun har kunnet købe én pakke mundbind hver per indkøbstur.

Her kan du læse resultatet af TV 2s test af fem forskellige mundbind:

Da Danmark lukkede ned i tilbage i marts, oplevede supermarkeder landet over, at folk købte mere, end de havde behov for.

Den tendens oplever Coop dog ikke denne gang. Lars Aarup peger på, at kunderne er mere besindige, og folk tager godt imod, at der kun er én pakke per kunde.

Mundbindene koster tre kroner i alle Coops forretninger. Prisen kan dog gå op og ned alt efter efterspørgslen i for eksempel Norge, siger Lars Aarup.

Her skal du bruge mundbind

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte på pressemødet lørdag, at det fra lørdag 22. august vil blive et krav for alle over 12 år at bære mundbind eller visir i den offentlige transport.

Kravet gælder følgende steder:

  • Alle busser
  • Private fjernbussser
  • Alle tog
  • Letbane og metro
  • Al flex trafik
  • Alle færger
  • Alle taxier
  • Alle stationer

Gravide, børn under 12 år og personer med vejrtrækningsproblemer eller fysiske/ mentale svækkelser er undtaget fra kravet.

Transportvirksomheder vil afvise passagerer, der ikke lever op til kravet om at bære mundbind, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Såfremt en passager skulle nægte at forlade transportmidlet, vil det blive håndteret af politiet, lyder det.