Coronavirus

Det handler ikke længere om genåbning - nu handler det om tvang og kontrol, vurderer politisk redaktør

TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, mener, at det er ved spørgsmålet om at tage strenge metoder i brug, at partierne splittes.

Forhandlingerne om den fjerde fase af Danmarks genåbning fortsætter fredag.

Her vil det endegyldigt blive klarlagt, hvordan Danmark den kommende tid vil se ud, og hvordan den stigende smittespredning i landet har påvirket de originale planer for fase 4.

Ifølge TV 2s oplysninger er det en markant anden genåbning, vi kan se frem til, end den, som mange danskere havde glædet sig til.

For nattelivet vil ikke åbne. Forsamlingsforbuddet vil ikke blive hævet.

Og der kan komme lokale nedlukninger de steder, hvor der opstår større udbrud af coronavirus.

Det forhandles der om ifølge TV 2s oplysninger:

  • Muligheden for at indføre flere påbud for at inddæmme smittespredning hos personer, der er testet positive for coronavirus. Blandt andet ses der på muligheden for at gøre brug af tvangsisolation for visse syge personer.
  • På grund af de voldsomme lokale udbrud med coronavirus der er set i eksempelvis Aarhus, Silkeborg og Ringsted, skal det være muligt at indføre nedlukninger af lokalsamfundet i de berørte områder. Det gælder områder, hvor smitten overstiger 20 per 100.000 inden for syv dage.
  • I hvor bredt omfang mundbind skal være obligatoriske, og hvordan de skal finansieres for de grupper i samfundet, der ikke har tilstrækkeligt økonomisk råderum til obligatoriske mundbind.
  • Nattelivet skal fortsat holde lukket og kan først forvente at åbne tidligst 31. oktober 2020.
  • Forsamlingsforbuddet i sin nuværende form forlænges til 31. oktober 2020
  • Hjælpepakkerne skal forlænges for de virksomheder, der er berørt af den fortsatte nedlukning af dele af samfundet.

Ny dagsorden i forhandlingerne

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, er politikerne enige om det meste i aftalen.

Men især spørgsmålet om, i hvor stort et omfang staten skal bruge tvang til at få folk til at følge retningslinjerne, er et varmt emne til forhandlingerne.

- Især de borgerlige partier har været ude og kræve af regeringen, at man anvender nogle af de her særlove fra tidligere på foråret, der giver lov til at gå ind og tvangsisolere andre mennesker, siger Troels Mylenberg.

Partiet Venstre har været bannerfører på netop at bruge strengere metoder, siger han.

Hos rød blok til venstre for regeringen er man dog langt mere tilbageholden for brugen af tvang.

- Nogle er bange for, at det bliver gjort til et udlændingespørgsmål, blandt andet på grund af det her med de smittede somaliere, der er blevet talt meget om.

Troels Mylenberg opsummerer således forhandlingerne med disse ord:

- Før ville man have genåbning på dagsordenen – nu vil mange have kontrol på dagsordenen.