Samfund

Aarhus Festuge aflyses

- Det er den melding, vi har ventet på, siger borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard nu om aflysning af Aarhus Festuge. Michael Drost-hansen / Ritzau Scanpix

Det sker, efter at flere partier er vendt på en tallerken og har opfordret til aflysning efter stigende smittetal med coronavirus.

Aarhus Festuge aflyser alle sine arrangementer, oplyser kommunen i en meddelelse.

Det sker efter stigende kritik fra både sundhedsfaglige eksperter og flere politikere.

Borgmester Jacob Bundsgaard har nu efter dialog med de statslige myndigheder og Sundheds- og Ældreministeriet fået en klar anbefaling om at aflyse Aarhus Festuges arrangementer.

- Det er den melding, vi har ventet på. Vi har fået en klar anbefaling om at foretage en aflysning, og det vil vi naturligvis efterkomme, siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

- Det er den rigtige beslutning i den nuværende situation, hvor epidemien fortsat hersker i byen. Med den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne træffes beslutningen nu frem for at afvente det planlagte bestyrelsesmøde mandag, siger han.

Onsdag var tonen en anden fra borgmesteren, som også er formand for Aarhus Festuge.

- Aarhus Festuge tilpasses omstændighederne og kan tilpasses med kort varsel (…). Borgernes sikkerhed er altid første prioritet. Derfor laves en løbende sikkerhedsvurdering, og arrangementer gennemføres kun, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt, sagde han onsdag.

Partier vendte på en tallerken

Onsdag bakkede Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti i Aarhus Byråd op om at afholde Aarhus Festuge på trods af byens store problemer med coronavirussen.

Torsdag ændrede partierne kurs og opfordrede i stedet til en aflysning af arrangementet, der skulle være begyndt 28. august og besøges af op imod 500.000 gæster hvert år.

Onsdag udtalte Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, at det ikke er forsvarligt at afholde en festuge i Aarhus om cirka to uger, som situationen er i byen.

- Det er en dårlig ide. Smittetrykket er stigende i Aarhus, og man har ikke kontrol over coronavirussen. Det afgørende er, at der er mange mennesker samlet. Det vil formentlig være mange smittebærere til arrangementet, og folk kan have svært ved at holde afstand. Især når man har fået noget at drikke, sagde han.

Aarhus har den seneste tid været ramt af stigende coronasmitte. I Aarhus er der senest 269 smittede per 100.000 indbyggere.