Coronavirus

Politiet rykker ud efter anmeldelser om gymnasiefester i flere parker i og omkring København

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

Både i Kongens Have og i Frederiksberg Have er politiet onsdag til stede. Politiet har udstedt opholdforbud i Dyrehaven ved Klampenborg på fredag.

Både i Kongens Have i København og i Frederiksberg Have er Københavns Politi onsdag eftermiddag til stede. I de to parker er der anmeldelser om, at mange festende unge i gymnasiealderen har samlet sig for at markere starten på det nye skoleår, skriver TV 2 Lorry.

Urolige borgere har kontaktet politiet, fordi de er bekymrede over, at de festende forsamlinger ser ud til at have en alarmerende størrelse.

Københavns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at de er til stede i Kongens Have og er på vej til Frederiksberg Have for at ”holde styr på situationen”.

- Vi har fået en del anmeldelser fra Kongens Have, som går på, at der er mange personer til stede, formentlig til en gymnasiefest. Vi monitorerer løbende situationen og er til stede med vejledninger og indskærper ved hjælp af dialog og henviser til retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne, siger vagtchef Thomas Hjermind til TV 2 Lorry.

400 personer i Kongens Have

Politiet skønnede onsdag ved 16-tiden, at der var alt er omkring 400-500 personer i Kongens Have. Thomas Hjermind tør dog ikke sige, hvor mange af dem, der er en del af gymnasiefesten.

- For nuværende er vi der for at monitorere og for at søge dialog, men hvis der bliver behov for det, så kommer vi til at adskille de festende, siger Thomas Hjermind fra Københavns Politi.

Onsdag ved 19-tiden skønner Københavns Politi, at der nu er cirka 400 unge i Kongens Have.

- Og det er vores indtryk, at de retter sig efter de vejledninger de får. Der kan sagtens være 400 unge i Kongens Have, hvis de holder den nødvendige afstand, siger politiinspektør Paw Kaltoft, Københavns Politi.

500 i Frederiksberg Have

Billeder og video fra Frederiksberg Have viser ifølge TV 2 Lorry, at der også her er forsamlet en del unge til fest.

- Her skønner vi, at der er cirka 500 unge forsamlet.. Vi er i dialog med dem og vejleder dem, siger Paw Kaltoft.

Sent onsdag eftermiddag oplyser Københavns Politi til TV 2, at der også er unge forsamlet i Søndermarken på Frederiksberg. Men her har Paw Kaltoft onsdag ved 19-tiden ingen oplysninger om situationen.

For at stoppe en af de største årlige drukbegivenheder blandt unge gymnasielever, den såkaldte 'puttefest' i Dyrehaven ved Klampenborg nord for København, udstedte Nordsjællands Politi et midlertidigt opholdsforbud for eftermiddag og aften på stedet i det tidsrum, hvor 'puttefesten' plejer at finde sted.