Danish Crown kimes ned af bekymrede borgere - frygter at ansatte ikke overholder isolation
500-600 medarbejdere på Danish Crown i Ringsted er blevet bedt om at lade sig selvisolere.
Borgerne i Ringsted er bekymrede.
Den midtsjællandske by er blevet et epicenter for coronasmitten i Danmark.
Det skyldes, at 142 medarbejdere på Danish Crown i Ringsted er testet positive for covid-19. Derfor har slagteriet taget drastiske midler i brug for at inddæmme smitten.
Slagteriet er midlertidigt lukket ned, og af de omkring 850 ansatte er mellem 500 og 600 medarbejdere blevet bedt om at lade sig selvisolere.
Det er imidlertid langt fra alle medarbejdere, der bliver i selvisolation, vurderer Jens Hansen, pressechef i Danish Crown over for TV 2.
To udlejere af selvisolationsfaciliteter i Ringsted har kontaktet ham med mistanke om, at de logerende medarbejdere ikke overholdt deres karantæne.
Samtidig strømmer det ind med telefonopkald til Danish Crown fra bekymrede borgere, der har set slagteriansatte, som burde være i selvisolation, bevæge sig rundt i bybilledet.
- Det giver en nervøsitet, siger Jens Hansen.
Han vurderer, at Danish Crown har fået omkring 20 henvendelser siden sidste uge.
Yderst sjældent at påbud om isolation aktiveres
Jens Hansen fortæller, at flere af henvendelserne har været så konkrete, at man har kunnet finde frem til, hvem af de Danish Crown-ansatte, de bekymrede borgere mener har brudt deres selvisolation.
I disse tilfælde har Danish Crown rettet henvendelse til medarbejderne og kraftigt opfordret dem til at overholde selvisolationen.
Danish Crown har dog ikke direkte spurgt medarbejderne, om de har brudt deres selvisolation. Det er en myndighedsopgave, mener slagteriet.
Danish Crown går heller ikke aktivt ud og laver opsøgende arbejde, der eventuelt kunne bevise at medarbejderne har ignoreret deres karantæne.
- Problemet er beviset. Hvis fru Larsen ringer ind, fordi hun mener at have set en kollega, har vi ikke nogen hjemmel til at sikre, at medarbejderen bliver i sin isolation. Samtidig ville det være meget udansk, hvis vi skulle kontrollere vores medarbejdere.
Danish Crown har imidlertid gjort myndighederne, herunder Styrelsen for Patientsikkerhed, opmærksomme på udfordringen.
Styrelsen kan give påbud til personer, om at borgerne skal lade sig isolere.
Det er sket i fem tilfælde i Danmark siden coronaudbruddet. I én af sagerne er der endvidere også udstedt påbud om testning.
Påbud om isolation kan ske i følgende tilfælde, forklarer et notat til bekendtgørelsen:
- hvis personen udviser tegn på symptomer på covid-19
- har haft ophold i et område i ind- eller udland, hvor sygdommen er ud bredt, eller har haft kontakt med en anden person, som har opholdt sig i et sådant område
- har haft kontakt med en person, som er konstateret smittet med covid19.
Bekymret nabo til coronasmittede
I dagene efter udbruddet på Danish Crown bad Ringsted nabokommunen Lejre om hjælp til at huse de mange smittede.
En coronapavillion blev stillet til rådighed i Store Karleby, og seks smittede medarbejdere flyttede herefter i selvisolation indtil i går, 11. august.
Som nabo til pavillionen fik de Jonny Kaas Viskum, der til dagligt arbejder i sundhedsvæsenet som regionsbetjent.
Han så de seks personer forlade matriklen flere gange i perioden, hvor de midlertidigt logerende burde været selvisoleret. Det gjorde ham lidt utryg, fortæller han til TV 2.
- De har kedet sig af helvede til. Jeg har set dem køre afsted flere gange, og en enkelt gang var jeg nede at hente vodka og smøger til dem. Ellers var de også smuttet i Brugsen dér, fortæller Jonny Kaas Viskum.
Han tror ikke, at kommunerne og Danish Crown i tilstrækkelig grad har informeret medarbejderne om selvisolation og efterlyser, at der var bedre styr på de smittede:
- Det er fint at hjælpe dem, og at de var her, hvis man havde sikret sig, de blev her.
Det er kommunernes opgave at sikre mad og andre dagligvarer til personer, som kommunerne har stillet isolationsfaciliteter til rådighed for.
Venstre vil stikprøvekontrollere
Historien fra Danish Crown er medvirkende til, at Venstre ved dagens forhandlinger om genåbningen af Danmark vil øge kontrollen med selvisolation.
Konkret forestiller partiet sig, at politiet tager ud og laver stikprøver på de adresser, folk har oplyst, at de opholder sig på. Er de ikke til stede, skal der være mulighed for at tvangsindlægge dem.
- Det her handler om at få smittekæderne brudt, siger V-næstformand Inger Støjberg.
Borgmester i Ringsted Henrik Hvidesten, der også er fra Venstre, bakker sin næstformand op.
- Vi kan opfordre folk til at gøre noget, men vi har ikke på den måde virkemidler. Vi kan ikke sikre os, at folk går i selvisolation, siger han.
Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke ønsket at stille op til interview om, hvorvidt der er problemer med at få personer til at overholde selvisolation, eller om der er særlige udfordringer i Ringsted.
Ringsted er en af syv byer, myndighederne har skærpet opmærksomhed på. De øvrige er Aarhus, Glostrup, Nyborg, Solrød, Sorø og Silkeborg.