Samfund

Seksårig omkommet i villabrand før første skoledag

Det var et barn, som natten til mandag mistede livet i en villabrand i Hjarup ved Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi. Politiet har ikke oplyst en alder på barnet.  Søren Gylling / Ritzau Scanpix

Sydøstjyllands Politi rykkede natten til mandag ud til en brand i en bolig. Et barn er indebrændt.

Et seksårigt barn er omkommet efter en brand i en bolig i Hjarup sydvest for Kolding.

Det skriver JydskeVestkysten.

Kolding Kommunes skolechef, Karen Mortensen, oplyser til mediet, at barnet skulle have haft første skoledag mandag på Skanderup-Hjarup Forbundsskole.

Skolen har flaget på halv mandag eftermiddag for at markere dødsfaldet.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at de fik anmleldelsen klokken 02.14 om ild i boligen, der ligger på Koldingvej.

Syv personer formåede at komme ud af bygningen ved egen hjælp, mens den seksårige ikke formåede at slippe ud.

- Barnet er afgået ved døden. De otte personer er i familie med hinanden, skriver politiet.

Politi og brandvæsen arbejder stadig på stedet, men branden i bygningen er stort set slukket på nuværende tidspunkt, lyder det.

- De evakuerede bliver nu behandlet for blandt andet røgforgiftning.

Politiet har igangsat tekniske undersøgelser af, hvad der forårsagede branden.