Coronavirus

Spillesteder, natteliv og turistbranchen vil have mere hjælp efter Mette F.'s udmelding

Hvis fase 4 munder ud i restriktioner og begrænsninger, risikerer man fyringer, siger brancheforening.

Nogle af de brancher, som har været længst og hårdest ramt af coronakrisen, har ikke udsigt til bedring.

Mette Frederiksens udmelding fredag aften om, at både diskoteker, spillesteder og dele af turistindustrien med stor sandsynlighed ikke kan forvente genåbning lige foreløbig, får nu Dansk Industri og brancheforeningen Horesta til at reagere.

Der skal sikres økonomisk førstehjælp for at holde hånden under de berørte brancher, lyder det.

Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, efterlyser hjælpepakker resten af året i bestræbelserne på at redde job og virksomheder.

- Man skal huske, at det her ikke er et spørgsmål om at hjælpe virksomheder, fordi der ikke kommer kunder nok. Nej. Det er politiske krav og restriktioner, som gør, at de kan vælte omkuld, siger Brian Mikkelsen.

Mette F. forstår ønsket om klarhed

Formelt er det ikke vedtaget at udskyde fase 4. Men stigende smittetal og en bekymring for en opblussen af coronavirussen har fået statsministeren og regeringen til at ændre planer.

- Oprindeligt var planen at begynde en åbning - også af de dele her i august. Det er regeringens holdning, at det skal udskydes. Jeg ved, at også kultur- og idrætslivet og hotellerne er under pres. At der andre steder er restriktioner, der gør hverdagen (og indtjeningen) svær. Og jeg forstår til fulde ønsket om klarhed, skrev Mette Frederiksen på Facebook fredag aften.

Kristian Nørgaard, chefkonsulent i Horesta, peger på, at hjælpepakker næppe er nok til at undgå at skride til fyringer.

- Hjælpepakkerne dækker ikke alle udgifterne, og Mette Frederiksen har opfordret til, at man ikke fyrer. Det har virksomhederne lyttet til indtil videre, men det kan de ikke fortsætte med. Når nattelivet har været tvangslukket i et halvt år, er det begrænset, hvor lang tid de kan holde til det, siger han.

Ni ud af ti forventer nedgang

Ifølge Horesta forventer ni ud af ti hoteller at have en nedgang på mere end 40 procent i efteråret, fordi folk holder igen med at rejse.

Flere hoteller er begyndt at leje de tomme værelser ud til studerende. En udvikling, som Kristian Nørgaard mener er "helt hen i vejret".

- Vi har behov for, at Mette Frederiksen anerkender, at turismebranchen og nattelivet har brug for hjælp, for vi lever med begrænsninger, som gør, at tingene ikke kan køre rundt. Omsætningen er hårdt ramt, siger han.

Også Dansk Industri mener, at fortsatte hjælpepakker til natteliv og spillesteder er vigtige, hvis genåbningen udskydes.

- Men så har hele samfundet også et klart ansvar for at hjælpe de tvangslukkede virksomheder og arbejdspladser igennem krisen. Med klar kompensation til virksomhederne og retssikkerhed for, at den gælder, så længe de er lukket ned, siger direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen.

12. august mødes Folketingets partier og forhandler om den videre genåbning. Det vil også omhandle muligheden for fortsatte hjælpepakker.