Coronavirus

Folk på gaden i Aarhus: - Vil helst undgå at lukke ned igen

Skærpede corona-restriktioner sender et klart signal, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Aarhus er kendt både for nyslåede bronzemedaljer til byens fodboldhold og for at være Smilets By.

Men smilet er måske blevet en kende mere anstrengt, efter at Sundhedsministeriet har indført en række restriktioner på grund af stigende smittetal. Det seneste døgn er 71 konstateret smittet i byen.

Krav om mundbind i offentlig trafik, opholdsforbud og anbefaling om at begrænse trængslen i detailhandlen er blot nogle i rækken af tiltag, som skal dæmme op for coronavirussen.

- Det giver mening, siger studerende Lukas Skødt til TV 2.

Han er ved at rette ind til mere skærpede retningslinier.

- Jeg er allerede begyndt at ændre adfærd og spritter mere af, holder afstand og tænker lidt mere over det i forhold til fester, selvom det ikke er som i begyndelsen af corona-udbruddet, siger Lukas Skødt.

Nye retningslinjer for Aarhus

Krav om mundbind.

Undgå offentlig transport.

Øget afstand i butikker.

Opfordring til hjemmearbejde i videst muligt omfang.

Følge råd i forhold til private fester.

Anbefaling om at udskyde fremmøde i gymnasier.

Ruskurser og lignende udskydes eller aflyses.

Flest mulige aktiviteter foregår udendørs.

Massiv informationsindsats fra Aarhus Kommune.

Ea Vincent er taget til Aarhus fra hjembyen for at shoppe med en veninde. Også hun respekterer myndighedernes påbud i byen.

- Det er fint, at vi passer på hinanden. Vi skal helst undgå at lukke ned igen, så selv om det er mærkeligt, at det kun gælder Aarhus, kan de jo være, at andre kommer til at følge trop, siger hun til TV 2.

Aarhus i alvorlig situation

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) kommenterede fredag på et pressemøde med en stribe andre myndigheder den aktuelle situation.

Her understregede han, at Aarhus står i en alvorlig situation.

- Det her er et klart signal. coronaen er her, og den kender ikke til kommunegrænser. Derfor sætter vi nu yderligere initiativer i værk, siger Jacob Bundsgaard.

Ud af de 136 smittede på landsplan det seneste døgn stammer halvdelen, 71, fra Aarhus.

Allerede torsdag identificerede kommunen og politiet en række hotspots, som kunne lukkes, hvis der forsamles for mange mennesker i det gode vejr.

Det drejer sig om Den Spanske Trappe i det centrale Aarhus, samt strandene Bellevue Strand og Den Permanente Strand, hvor politiet i højere grad vil være til stede.

De vil på kort tid kunne indføre et reelt opholdsforbud i området, hvis der er for mange på for lidt plads.

Mundbind blandt de mindst indgribende tiltag

Astrid Iversen, der er professor i virolog og immunologi ved Oxford University, bakker op om de restriktive tiltag i Aarhus.

- Jeg er sikker på, at et krav om mundbind i offentlig transport nok skal have en gavnlig effekt i Aarhus. Så det er en fornuftig beslutning i den alvorlige coronasituation, byen i øjeblikket står i.

Virologen peger på masser af undersøgelser, der konkluderer, at mundbind har en gavnlig effekt, når det kommer til både at standse smitten og beskytte mod covid-19.

- Sammen med tiltag som afstandskrav, rengøring og god håndhygiejne er det at bære mundbind et af de mindst indgribende tiltag, vi kan tage. Alternativet er, at vi igen kan komme til at se nogle meget mere voldsomme restriktioner, som for eksempel en nedlukning af dele af samfundet, hvis smittekæderne ikke bliver stoppet nu.

Borgmester Jacob Bundsgaard understreger da også, at Aarhus nu øger bevågenheden med hensyn til smitteopsporing og test.

- Vi kommer til at følge det her enormt tæt og sætte ind med øget testkapacitet, som det allerede er tilfældet i de testcentre, der er ved Vejlby-Risskov Hallen i øjeblikket.

Ifølge Astrid Iversen er det afventende efterår et tidspunkt, hvor smittetrykket kan blive sværere at kontrollere. Derfor er det vigtigt at sætte ind nu.

- Hvis vi først kommer ind i efteråret, hvor der generelt er mere gunstige vilkår for virussygdomme, så bliver det svært at holde smitten nede. Derfor er det vigtigt, at danskerne tager covid-19 seriøst og tager de anbefalinger til sig, som myndighederne har sat. Jo færre, der er smittet til efteråret, jo mere optimalt kan vi leve sammen.