Samfund

Nye rejsevejledninger: Spanien bliver lukket land for danske turister

Smittetallet stiger lige nu så meget i Spanien og Andorra, at det ikke længere er forsvarligt at tage dertil, lyder det.

Udenrigsministeriet fraråder nu al rejse til danskernes foretrukne rejsemål, Spanien, samt bjerglandet Andorra.

Det fremgår af ministeriets opdaterede rejsevejledninger, som netop er blevet sendt ud.

Samtidig er udviklingen i det meste af Østeuropa fortsat så kritisk, at man også her fraråder alle ikke-nødvendige rejser. Det betyder, at man i EU ikke bør rejse til Spanien, Bulgarien, Luxembourg, Rumænien og Andorra på grund af smittetallene og Irland på grund af landets karantæneregler.

Høje smittetal

Årsagen til, at Spanien og Andorra nu også bliver såkaldte "orange lande" er, at smittetallene er steget til over 30 per 100.000 indbyggere, som er grænsen i den model, der bestemmer, hvorvidt det ifølge Udenrigsministeriet er forsvarligt at rejse til et land eller ej.

Ifølge Statens Serum Institut er smittetallet i Spanien steget uge fra 25,5 til 39 pr. 100.000 indbyggere i denne uge. Derudover har i alt seks af landets 17 regioner nu smittetal, der er over 20.

Spanien var allerede i sidste uge et af de lande, Udenrigsministeriet holdt ekstra øje med, og havde man rejst i regionerne Aragón, Catalonien og Navarra var det også før i dag anbefalingen, at man lod sig teste for covid-19, når man kom hjem.

Smitten er den seneste tid blusset voldsomt op i dele af Spanien, og flere steder har som følge deraf måttet genindføre en række restriktioner i forhold til blandt andet kultur- og natteliv.

De justerede rejsevejledninger betyder samtidig, at det fra midnat lørdag den 8. august vil kræve et anerkendelsesværdigt formål at rejse ind i Danmark fra Spanien og Andorra, ligesom det er tilfældet for Rumænien, Bulgarien og Luxembourg.