Coronavirus

77 ud af 100 brugte ikke håndsprit, da TV 2 tjekkede i supermarked

Danskerne bruger mindre håndsprit, når de handler ind, end tidligere, fortæller flere supermarkeder. Christoffer Laursen Hald / TV 2

Vi er blevet for vant til at høre det samme budskab om god hygiejne, lyder det fra professor i mikrobiologi.

Er danskerne begyndt at slække på den gode håndhygiejne, når de handler?

Det synes at være tilfældet. I hvert fald hvis man ser på den stikprøve, som TV 2 har lavet i et Netto-supermarked i Københavns Sydhavn. Her benyttede kun 23 ud af 100 kunder butikkens håndsprit, inden de fortsatte turen rundt i supermarkedet - til trods for en fuld og synlig spritbeholder lige ved indgangen.

Det er måske nemmere at huske det de steder, hvor der bliver skiltet mere med det

Rasmus Rosenmeyer, kunde i Netto

Det overrasker ikke Salling Group, som ejer Netto. Her oplever de nemlig en stigende tendens til, at der slækkes "en smule" på brugen af håndsprit i kædens butikker, skriver de i et skriftligt svar til TV 2.

Men også Rema 1000 oplever problemer med coronasikkerheden. Tidligere på ugen kunne de fortælle, at kæden i flere af sine butikker har oplevet et fald på 50 procent i brugen af håndsprit i forhold til den første måned under coronakrisen.

Sådan har vi gjort:

Vi stod med udsigt til indgangen og observerede de første 100 kunder, der gik ind i Netto.

Ved hver enkelt kunde noterede vi, om de brugte håndsprit, inden de gik ind i butikken.

Derfor er det blot en stikprøve, og ikke en videnskabelig undersøgelse.

Ikke overraskende, mener ekspert

Og det er ikke helt godt nok, mener Hans Jørn Kolmos, som er professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Han mener, at antallet, der sprittede af, ligger i "den lave ende".

Afstemning

Hvor meget spritter du hænder, inden du køber ind?

Alligevel overrasker det ham ikke, hvis danskerne ikke bruger lige så meget håndsprit som i marts. Vi er nemlig blevet så vant til at høre det samme budskab om at overholde god hygiejne, at vi slet ikke tænker over det længere, mener han.

- Der er behov for, at det bliver sagt på ny. Og måske også, at det bliver sagt på en ny måde – for man bliver også resistent over for budskaberne, siger han.

Ifølge Hans Jørn Kolmos kan det også være afgørende for kunderne, hvor let tilgængelig håndspritten er. Derfor opfordrer han supermarkederne til at sikre sig, at det er så nemt som muligt for kunderne at spritte af.

Kunde: - Det er blevet en vane

En af de kunder, der huskede at spritte af ved indgangen, da TV 2 besøgte Netto, var Jack Birksted.

Jack Birksted

- Jeg bruger altid spritten. Det er blevet en vane nu. Den står der jo lige, når man kommer ind, siger han.

Han mener dog, at nogle supermarkeder ikke er så gode til at stille håndspritten et sted, hvor man nemt kan se det.

Kunde: - Jeg glemte det

En af de kunder, der ikke stoppede op ved håndspritten, var Rasmus Rosenmeyer. Han fortæller, at han havde travlt, og at han derfor glemte det.

Rasmus Rosenmeyer

- Normalt gør jeg det altid. Jeg har faktisk også sådan en her, siger han og tager et lyseblåt mundbind op af sin lomme.

Rasmus Rosenmeyer tror, at kunderne i højere grad skal mindes om at spritte af, fordi de er blevet så vant til coronasituationen.

- Det er måske nemmere at huske det de steder, hvor der bliver skiltet mere med det, siger han.

Smittetallet stiger

Gennem de seneste par uger har antallet af smittetilfælde i Danmark været stigende, og alene det seneste døgn er 112 nye danskere testet positive for coronavirus. Til sammenligning var der for præcis en måned siden kun 11 nye smittetilfælde.

Derfor er der også behov for at opretholde den gode hygiejne i supermarkedet. Det mener Troels Scheel, der er lektor i mikrobiologi ved Københavns Universitet.

- Der er jo nogle kontaktpunkter, vi allesammen rører ved, som eksempelvis dankortterminalen eller kurvene. Derfor er det en god idé at spritte af inden eller efter, man har rørt ved dem, siger han.

Han understreger, at god hygiejne er vejen frem, også selvom det kan være svært for danskerne at blive ved med at huske det.