Coronavirus

Stigende smitte i Aarhus skaber bekymring

Er der sket en supersprederbegivenhed i Aarhus? Det er Styrelsen for Patientsikkerhed ved at undersøge efter en markant stigning af smittede.

Aarhus er for alvor kommet på kortet over coronasmitte.

Og var byen et land i EU, havde Udenrigsministeriet advaret og rådet til forsigtighed ved rejser dertil.

Det sker, efter at der er registreret mere end 20 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere på en uge. Det skriver DR.

Antallet af personer, der er testet positiv, er steget i løbet af ugen og alene henover weekenden blev 50 testet positive med coronavirus ud af 207 på landsplan.

I gang med at opspore smittekæder

Styrelsen for Patientsikkerhed er ved at undersøge, hvad der sker i Aarhus.

- Vi er meget bevidst om det, der sker i Aarhus, og i disse timer er folkene i styrelsen i gang med at klarlægge, om der er tale om en isoleret gruppe i Aarhus, eller om det er mere spredt, siger Anette Lykke Petri, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, til DR.

Også Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital, har lagt mærke til den markante stigning.

- Mig bekendt har vi ikke ligget så højt i Aarhus, siden vi begyndte at få tallene differentieret per kommune, siger han til Århus Stiftstidende.

- Det er nok en supersprederbegivenhed

Aarhus er dermed blevet et eksempel på, at spredningen af coronasmitte kan accelerere på kort tid.

- Det er nok i en eller anden grad en superspredningsbegivenhed, der har fundet sted, siger Viggo Andreasen, lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitetscenter (RUC) og ekspert i epidemi-matematik, til DR.

En af de begivenheder, som opmærksomheden er rettet mod, er fejringen af fodboldklubben AGFs bronzemedalje i forrige weekend.

En anden er et arrangement på Aarhus Universitet for over 80 statskundskabstuderende, hvor fem af de deltagende er testet positiv ifølge Lokalavisen Aarhus.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger over for DR, at det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt de begivenheder er medvirkende til det stigende smittetal i byen, og man netop nu er i gang med at danne sig et overblik over smittekæderne.

Fejringen af fodboldklubben AGFs bronzemedalje i forrige weekend er en de begivenheder, som opmærksomheden nu er rettet mod i arbejdet med at danne et overblik over den stigende smitte i Aarhus.