Samfund

Halvdelen af Aarhus' nye smittede har somalisk baggrund: - Vi fik et chok

Abdirahman M. Iidle, talsmand for AarhuSomali Abdirahman M. Iidle
TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Aarhus Kommune har valgt at oplyse om baggrunden på de smittede i et forsøg på at bremse spredningen.

Halvdelen Aarhus' nye smittede med covid-19 siden fredag har somalisk baggrund. Det bekræfter Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S).

- Vi kan se, at en stor andel - cirka halvdelen - ser ud til at være en del af det somaliske mindretal, siger han ifølge Ritzau.

Pressechef i Aarhus Kommune, Niels Buch Johannsen, bekræfter, at 44 ud af de 78 af Aarhus' nye smittede er borgere med somalisk baggrund.

Nu vil kommunen derfor fokusere på at oplyse borgere fra det somaliske samfund om spredningen af coronavirus, og hvordan den undgås.

Det er også derfor, at kommunen har valgt at gå ud med den nye information.

Ved ikke, hvordan de er smittet

Niels Buch Johannsen fortæller, at man ikke ved, hvordan de 44 er blevet smittet - derfor ved Aarhus Kommune og sundhedsmyndighederne stadig ikke, hvordan den store smitte er opstået.

Pressechefen ved heller ikke, om de 44 smittede er danske statsborgere eller ej.

Hvorfor er det relevant information, at halvdelen af de smittede har somalisk baggrund?

- Det er det af to årsager. For at vi kan smitteopspore, og for at vi kan sprede budskabet om smittespredning i det somaliske samfund, siger Niels Buch Johannsen.

Er det ikke mere relevant, hvor de er blevet smittet, end hvilken baggrund de har?

- Vi ved ikke, hvordan de er blevet smittet. Vi går ud med den nye oplysning for at skabe opmærksomhed om, at der florerer smitte blandt somaliere, siger Niels Buch Johannsen.

- Vi fik et chok

De nye oplysninger om smitte blandt somaliere i Aarhus vækker bekymring.

- Vi fik et chok, da vi hørte det, siger Abdirahman M. Iidle til TV2 ØSTJYLLAND.

Han er talsmand for AarhuSomali, en fælles organisation for en række somaliske foreninger i Aarhus.

Han har ingen logisk forklaring på, hvorfor det netop er blandt denne minoritetsgruppe, at antallet af smittede er eksploderet over weekenden.

Det eneste arrangement, hvor der har været samlet en større forsamling af personer med somalisk baggrund, var begravelsen af den skuddræbte Abukar Alim fredag i sidste uge.

- Men der var rigtig mange mennesker med forskellig baggrund, siger Abdirahman M. Iidle.

Opsporing af smittekæder

Styrelsen for Patientsikkerhed er ved at undersøge, hvad der sker i Aarhus.

- Vi er meget bevidst om det, der sker i Aarhus, og i disse timer er folkene i styrelsen i gang med at klarlægge, om der er tale om en isoleret gruppe i Aarhus, eller om det er mere spredt, siger Anette Lykke Petri, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Også Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital, har lagt mærke til den markante stigning.

- Mig bekendt har vi ikke ligget så højt i Aarhus, siden vi begyndte at få tallene differentieret per kommune, siger han til Århus Stiftstidende.

Aarhus er dermed blevet et eksempel på, at spredningen af coronasmitte kan accelerere på kort tid.