Coronavirus

Syg Danish Crown-medarbejder bor med 65 andre polakker

Kamil Mroczek mener, at polakkernes boligforhold har ført til mere smitte. Joachim Rode / Fagbladet 3F

79 medarbejdere fra slagteriet er i alt smittet med coronavirus.

En feber har lagt sig tungt ned over polske Kamil Mroczek og sendt ham langt væk fra hans vante hverdag ved samlebåndet på Danish Crowns slagteri i Ringsted.

Sammen med otte andre polakker ligger han lige nu syg med corona i små lejligheder ved en gammel landbrugsskole uden for Ringsted. Det skriver Fagbladet 3F.

Her bor knap 65 polakker i alt. Mange af dem har tilknytning til Danish Crowns slagteri i Ringsted, der den seneste uge har oplevet et større udbrud af corona blandt deres ansatte. I alt er 79 ansatte blevet testet positive.

- Det er hårdt at være syg. Men jeg vil bare gerne tilbage til arbejdet, fortæller Kamil Mroczek til Fagbladet 3F.

På landbrugsskolen bor størstedelen af de polske beboere sammen to og to i etværelseslejligheder, forklarer Kamil Mroczek.

Men på grund af det kraftigt stigende antal smittede i Danish Crowns medarbejderstab har flere af beboerne valgt at bryde op i mindre grupper.

Ven flyttede ud

Kamil Mroczeks værelseskammerat flyttede for eksempel i sidste uge ud af værelset og ind til en af naboerne, da coronatesten kom tilbage som positiv.

Lige nu ved vennen ikke selv, om han er smittet, men han venter svar på sin test.

- De fleste lejligheder har eget toilet og køkken. Men vi laver mange ting sammen og snakker tit med hinanden. Så det er nok også derfor, at så mange af os er blevet syge, siger Kamil Mroczek.

Han har isoleret sig selv og forsøger at undgå så meget kontakt med andre mennesker som overhovedet muligt, så smitten ikke bringes videre.

Det er heller ikke corona og følgevirkningerne, der bekymrer Kamil Mroczek mest.

Kort tid før hans sygdoms udbrud var han i Polen for at besøge sin familie. På det tidspunkt var han frisk og havde ingen symptomer.

Han ved ikke selv, om han blev smittet i Polen, eller om det var en af kollegerne fra slagteriet, der førte sygdommen videre.

Ni beboere i det kompleks, Kamil Wotjek bor i, er blevet smittede.

Slagteri opmærksom på problem

Hos Danish Crown er man opmærksom på, at mange af deres smittede medarbejdere er af polsk afstamning, og at de ofte bor sammen i mindre netværk. Derfor har man fra slagteriets side stillet en polsktalende medarbejder til rådighed over for myndighederne.

- Polakkernes netværk består nærmest udelukkende af andre polakker, der er ansat i Danish Crown i Ringsted. De bor sammen, de kører i bil sammen til og fra arbejde og de ses uden for arbejdet, siger Jens Hansen, der er pressechef hos Danish Crown.

Samtidig erkender han også, at det er problematisk, at så mange potentielle smittede personer bor sammen så tæt.

- Dem, vi ved, der bor sammen med smittede, er sendt i karantæne. De skal isolere sig, indtil de selv skal testes. Hvorvidt de lever op til det 100 procent, det hverken kan eller vil vi ud og kontrollere. Det er op til den enkeltes samvittighed. Det gælder også en ansat med dansk baggrund, fortæller Jens Hansen.