Plejehjemmene bag facaden

På hans plejehjem er der danseaftener og musikeftermiddage: - Her er upåklageligt

Den enkelte beboer skal inddrages i sit liv, hvis man vil gøre det godt, siger plejehjemsleder.

TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ har vist, hvordan nogle plejehjem lider under grove omsorgssvigt og stærkt kritisable forhold.

Men der findes også nogle – i hvert fald ét – formidabelt godt plejehjem.

Det fortæller plejehjemsbeboer Ole Fogh, der selv har taget kontakt til TV 2 efter debatten om plejehjemmene blev sat i gang af dokumentaren.

På Frederiks Friplejehjem i Viborg, hvor Ole Fogh bor sammen med sin kone Laila Fogh, er forholdene ”upåklagelige”, lyder det fra den jyske pensionist.

- Her er danseaftener, musikeftermiddage, udflugter til seværdigheder i omegnen og vinsmagning, lyder det i flæng fra Ole Fogh.

Han bor på Frederiks Friplejehjem som medfølgende samlever, fordi hans hustru har haft tre blodpropper i hjernen og derfor har brug for hjælp fra plejepersonale.

SAGEN OM ’PLEJEHJEMMENE BAG FACADEN’

I TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' ser man via skjult kamera, hvordan livet er for Else og Niels. De er begge er 90 år, lider af demens og bor på hver sit plejehjem.

I de 16 dage kameraerne rullede, var der eksempler på flere kritisable forhold, som af førende eksperter inden for ældrepleje beskrives som både "umenneskelige" og "sundhedsskadelige".

Derfor har der siden premieren været debat om, hvordan vi behandler vores ældre.

Et særligt værdigrundlag

Men hvad er forklaringen på, at beboerne på plejehjemmet er glade og tilfredse?

Ifølge Ole Fogh skyldes det hverken vinsmagning eller foredrag. Nej, det handler om dét menneskesyn, som medarbejderne og ledelsen har.

- Det er atmosfæren, venligheden og viljen til at gøre det bedste for os, siger den pensionerede flyveleder.

- Det er dygtige, velkvalificerede og engagerede medarbejdere. Der er travlt til tider, men som beboere går det aldrig ud over det primære, som er omsorg og pleje for den enkelte, lyder fra fra Ole Fogh.

Det skal ikke være opbevaring

Leder på Frederiks Friplejehjem, Susanne Helms, tror også, at plejehjemmets succes først og fremmest kan tilskrives personalets syn på de ældre.

Det handler rigtig meget om et liv, der skal leves og ikke nogen opgaver, der skal klares

Susanne Helms, plejehjemsleder

Det er en del af plejehjemmets værdigrundlag at finde ud af, hvad der giver mening i forhold til den enkelte beboer. Hvad der er værdifuldt for dem, og hvordan de gerne vil leve deres liv.

- Det handler rigtig meget om et liv, der skal leves og ikke nogen opgaver, der skal klares, siger Susanne Helms.

Det genkender Ole Fogh, der har boet på plejehjemmet i tre år.

- Alle beboere får individuel pleje efter den enkeltes behov, og hvis de praktiske forhold tillader det, kan man tage hund, kat, kanariefugl og ægtefælle i sin lejlighed, siger Ole Fogh, der har medbragt sin og Lailas lille hund.

En stærk leder og en venlig tone

Og der er ikke kun ét, men mindst to plejehjem, hvor plejehjemsbeboerne er glade. På Plejecenter Svanedammen i Nyborg roser beboerne også stedet og personalet.

- Vi har det så godt. Vi kan ikke få det bedre. Der er ikke nogen, der kan gøre det bedre for os. Vi har så mange søde medhjælpere, så det er helt utroligt, siger plejehjemsbeboer Karoline Emilie Schmidt på 99 år.

Forklaringen er blandt andet, at man på plejehjemmet har udviklet et særligt værdisæt, der lyder, at man skal tale ordentligt til hinanden.

Og så er Plejecenter Svanedammen kendetegnende ved sin leder, Annette Fabricius. En stærk leder, der går forrest, lyder det fra medarbejdere.

- Det er helt vildt vigtigt, at lederen gør det. Ikke bare teoretisk, men at hun udviser de samme ting, som man gerne vil hos plejepersonalet, siger Mette-Kirstine Schelin, social- og sundhedshjælper, Plejecenteret Svanedammen.

Den succesrige formel har betydet, at meget af personalet har været der i årevis, at ledige stillinger besættes hurtigt, og der stort set ikke er ufaglært personale.

Inspiration til andre

Både på Plejecenter Svanedammen og hos Ole Fogh håber man, at deres historier kan være med til at nuancere debatten om plejehjem. Og ikke mindst inspirere.

- Vi bliver behandlet som mennesker, vi bliver ikke opbevaret. Så kan det måske være lidt inspiration til, hvordan andre gør det, siger Ole Fogh.