Samfund

Flere butikker melder allerede udsolgt af mundbind

Søgningerne på mundbind mindede om en travl julehandelsdag, lyder det fra Pricerunner.

Efterspørgslen på mundbind er steget eksplosivt, siden Sundhedsstyrelsen fredag anbefalede, at man blandt andet bruger dem, hvis man skal med offentlig transport i myldretiden.

Søgningen på PriceRunner efter de eftertragtede mundbind blev fredag fordoblet i forhold til torsdag. Det skriver tjenesten i en pressemeddelelse.

Minder om julehandel

Fredag søgte alle på kort tid efter mundbindene i danske onlinebutikker. Det fik søgningerne til at minde om en travl juelhandelsdag, skriver PriceRunner.

- Vi var overbeviste om, at marts og april, hvor vi så en massiv efterspørgsel på mundbind og håndsprit, var toppen i forhold til coronakrisen.

- Men det er gået helt amok og stigningen vi så fredag, er helt exceptionel, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner i pressemeddelelsen.

139 procent højere end april

Danskernes søgninger i juli var 139 procent højere end i april. Her var efterspørgslen på mundbind størst, lyder det.

- Efterspørgslen er kolossal for tiden, og det betyder, at vi kan se, at mange butikker allerede melder udsolgt, siger Martin Andersen i meddelelsen.

Primært er det de klassiske kirurgiske mundbind og de nye og mere modeagtige mundbind, som er de mest populære.

PriceRunner forventer, at den store efterspørgsel på mundbind vil fortsætte. Samtidig er det sandsynligt, at de vil se en mere end en fordobling i løbet af den kommende tid, skriver tjenesten.