Plejecentre og bosteder lukker for besøg efter udbrud med coronavirus
Det sker, efter en medarbejder på et af kommunens plejehjem og 44 ansatte på et slagteri er testet positiv.
Byrådet i Ringsted har besluttet at lukke samtlige plejehjem og bosteder i kommunen for besøg de næste to uger.
Det sker for at forhindre yderligere spredning af smitte med coronavirus i byen.
- Det er korrekt. Det gør vi på baggrund af, at en medarbejder på et af vores plejehjem er konstateret smittet og på baggrund af den generelle smittesituation i byen, siger Henrik Hvidesten (V), borgmester i Ringsted, til TV 2.
- Det er vigtigt, at vi nu får stoppet smittespredningen og minimerer smittekæderne, siger Henrik Hvidesten.
Han oplyser, at byrådet i Ringsted traf beslutningen torsdag. Fredag fik kommunen et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at lukke kommunens tre plejecentre for besøg.
Hårdt ramt
Kommunen får resultaterne af tests af ansatte og beboere på det ramte plejecenter i Ortved i løbet af de kommende dage, og sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed følger kommunen smittesituationen i byen, oplyser Henrik Hvidesten. Hvis tallene går den forkerte vej, kan forbuddet mod besøg blive forlænget, oplyser borgmesteren.
Ringsted er hårdt ramt af smitte med coronavirus.
Tidligere i dag blev yderligere 12 ansatte på Danish Crown-slagteriet i byen konstateret smittet, og dermed er i alt 44 ansatte konstateret smittet på slagteriet.
500 testet
I løbet af ugen er mere end 500 ansatte på slagteriet blevet testet. 421 blev testet torsdag, men her er der endnu ikke kommet svar på prøverne.
De danske sundhedsmyndigheder har opstillet et testcenter ved slagteriet. Alle ansatte vil på ugentlig basis blive testet de næste syv uger.
Jens Hansen, pressechef på Danish Crown, har tidligere sagt, at en del af de smittede ikke har mærket, at de har været smittet med virusset.
- Alle vores ansatte er blevet informeret om, at de skal blive hjemme, hvis de har de mindste symptomer.
- En del af de ansatte er testet positive, inden de har oplevet symptomer. Det kan forhåbentlig betyde, at de ikke har nået at smitte andre på slagteriet, siger han.
Ifølge TV 2 Øst er den ansatte på et plejecenter, der er konstateret smittet, pårørende til en ansat på Danish Crown-slagteriet i byen.
Wake-up call
Borgmester Henrik Hvidesten kalder situationen i Ringsted et 'wake-up call'.
- Jeg tror det er et wake-up call til os alle sammen. Coronavirus er her stadig, og den er stadig farlig. Det er stadig vigtigt, vi overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer allesammen, siger Henrik Hvidesten.
Men byrådet vil ikke tage initiativ til yderligere begrænsninger - for eksempel lukninger af biografer og restauranter i byen.
- Der kommer ikke til at ske på vores initiativ. Hvis det skal ske, skal det komme fra sundhedsmyndighederne, siger Henrik Hvidesten.