Coronavirus

Hvilken type mundbind skal du købe? Og hvordan bruger du det? Få svaret her

Sundhedsstyrelsen har tidligere frarådet mundbind af stof, men siger nu, at de er bedre end intet mundbind.

Fredag kom nyheden om, at det bliver et krav at bære mundbind i al kollektiv transport i Aarhus.

For resten af landet har det siden 31. juli været anbefalet at bruge mundbind i kollektiv trafik, hvor det ikke er muligt at holde den fornødne afstand.

Samtidigt gør Mette Frederiksen klart, at danskerne godt kan begynde at foreberede sig mentalt på, at der kan komme krav om at benytte mundbind flere steder i landet.

- Det kan blive nødvendigt, men vi skal håndtere sygdommen i samfundet, og derfor vil man se, at det i høj grad er regional- og lokalindsatser, der vil være, men der kan også komme nationale initiativer – og det kan eksempelvis være bruge af mundbind, siger Mette Frederiksen til TV 2.

Men hvilken type mundbind skal du købe? Og hvordan bæres det korrekt?

TV 2 har samlet svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig, efter Sundhedsstyrelsens seneste revurdering. I bunden af artiklen kan du også se, hvordan direktøren i styrelsen, Søren Brostrøm, tager et mundmind på og af.

1. Hvilken type mundbind skal jeg købe?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man anskaffer sig mundbind, der er CE-mærkede. Det bør være engangsmundbind og helst et med elastikker til ørerne. Det bør desuden fremgå tydeligt af emballagen, hvem der er fabrikant.

Da mange synes, det er dyrt med engangsmundbind, har styrelsen valgt at komme med gode råd til, hvad man bør være opmærksom på, hvis man vælger et stofmundbind.

Styrelsen skriver, at et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind, men ikke giver samme sikkerhed som CE-mærkede mundbind. Personer i øget risiko skal altid anvende CE-mærkede mundbind, lyder det af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Lægemiddelstyrelsens guide til, hvordan du finder de korrekte CE-mærkede mundbind.

Mundbind kan blandt andet købes på alle apoteker. Er man på vej med toget, kan værnemidlerne også findes i 7-Eleven-butikker, oplyser kæden til TV 2.

De CE-mærkede skal desuden indeholde oplysninger, der kan identificere det præcise produkt, herunder et såkaldt referencenummer og et LOT-nummer.

2. Hvad er forskellen på type I, II og IIR?

Alt efter mundbindenes filtreringsevne kan de hedde type I, type II eller type IIR. Her er forskellen på de tre typer ifølge Webapotektet:

Type I: Denne type mundbind mindsker risikoen for smitte fra bæreren. Mundbindet kan derfor anvendes af personer med covid-19 samt af personer, som er mistænkt for at være smittet med covid-19 for at beskytte andre.

Type II: Mundbind type II mindsker risikoen for smitte begge veje - både fra bæreren og til bæreren. Denne type anvendes af sundhedspersonale ved kontakt med personer med covid-19 og personer, som er mistænkt for at være smittet med covid-19.

Type IIR: Denne type mindsker ligeledes risikoen mod smitte fra begge veje; både fra bæreren og til bæreren. Disse mundbind anvendes af operationshold. Masken er til engangsbrug, og du skal derfor udskifte den efter brug, eller hvis den bliver våd eller beskidt.

3. Hvor ofte skal jeg skifte det?

Har man et engangsmundbind anbefales det, at mundbindet skiftes "ofte".

Præcis hvad det betyder, fremgår ikke af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men det kan for eksempel være, hvis din togtur er slut, eller hvis mundbindet er enten vådt eller beskidt. I så fald skal det altid skiftes.

4. Hvordan skal mit stofmundbind være?

Hvis du vælger at bære stofmundbind, bør det som udgangspunkt bestå af tre lag tætvævet stof som eksempelvis bomuld. Det skal være forsynet med elastikker og kunne sidde tæt til dit ansigt, så det dækker både næse og mund.

Det skal kunne vaskes flere gange ved mindst 60 grader, og det skal vaskes en gang dagligt eller hyppigere, hvis det bliver beskidt eller fugtigt. Derfor er det også vigtigt, at man har flere stofmundbind med sig og putter de brugte i en plasticpose, til de kan blive vasket, skriver Sundhedsstyrelsen.

5. Hvordan skal jeg håndtere det?

Før du tager dit mundbind på, skal du enten vaske eller afspritte dine hænder. Derefter placerer du mundbindet, så både din næse og mund er dækket, og fastgør det bag dine ører. Det er vigtigt, at du vender mundbindet korrekt. Typisk er de CE-mærkede mundbind blå på den udvendig side og hvide indvendigt.

Når først mundbindet sidder tæt til dit ansigt, er det vigtigt, at du ikke rører ved det, før du ønsker at fjerne det.

Når det fjernes, må du ikke røre ved selve mundbindet. I stedet skal du tage fat i snorene, folde det sammen og skaffe det af vejen med det samme. Sørg for at smide det ud på en måde, så andre ikke kommer i kontakt med det.

Har du et stofmundbind, så smid det direkte til vask, eller læg det i lukket pose indtil det skal vaskes, når du er færdig med det.

Sundhedsstyrelsens direktør foreviser, hvordan man benytter et mundbind korrekt. Video: Albert Schmidt Møller