Samfund

Cyklist død efter sammenstød med bus

Påkørslen skete på Rolighedsvej på Frederiksberg. Steven Knap / Steven Knap

En mand på omkring 25 år kørte af uvisse årsager sammen med en bus på Rolighedsvej på Frederiksberg.

En mandlig cyklist i 25-årsalderen er død efter at være kørt sammen med en bus på Frederiksberg sent natten til fredag.

Det oplyser Københavns Politi fredag aften.

Det er endnu uvist, hvorfor sammenstødet skete.

Passagerer modtog krisehjælp

Der var flere passagerer i bussen, som alle modtog tilbud om krisehjælp, oplyser vagtchefen.

Ingen af dem kom til skade.

Også buschaufføren slap uden skader, men var efter sammenstødet chokeret, oplyser Jess Voldager.

Rolighedsvej var kort efter ulykken lukket i begge retninger.

De pårørende er underrettet.