Coronavirus

91 nye coronatilfælde i Danmark - isoleret set er det ikke bekymrende, siger professor

Der er konstateret en ny person død med coronavirus.

Der er det seneste døgn konstateret 91 nye smittede med coronavirus i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut, og det er noget mere end de 57 nye tilfælde af coronavirus, der blev registreret onsdag.

Yderligere én person er død med covid-19, hvilket bringer det samlede dødstal herhjemme op på 615.

Flere smittede kommer fra slagteri

16 af de nye, der er testet positive for coronavirus kommer fra Danish Crowns slagteri i Ringsted, der er ramt af et udbrud.

Her er det samlede antal smittede fordoblet til 32, oplyser Danish Crowns pressechef, Jens Hansen.

Slagteriet i Ringsted har omkring 900 ansatte. Mere end 100 ansatte er hjemsendt, fordi de har været i tæt kontakt med en eller flere smittede.

TV 2s reporter Lisbeth Davidsen fortæller fra Ringsted, at man har oprettet et testcenter ved slagteriet.

Her skal medarbejderne over de næste syv uger testes en gang om ugen. Dem, der er hjemsendt fra den ramte afdeling, skal testes negativt to gange før de kan vende tilbage på job.

Professor: - Isoleret set er det ikke bekymrende

Selv om antallet af smittede er højere, end vi har set på det seneste, giver det ikke anledning til bekymring hos Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

- Det er ikke overraskende med udbruddet i Ringsted. Der er ingen tegn på, at der er en tendens til spredning i hele landet. Samtidig er der et lavt antal indlæggelser, så derfor ser jeg ingen grund til at være bekymret, når man ser isoleret på dagens tal, siger Jens Lundgren.

Han vil holde særligt øje med, om smittetallet eskalerer yderligere, når et større antal af danskerne vender hjem fra sommerferier i udlandet.

Afgørende at begrænse udbruddet til Ringsted

Lone Simonsen, der er epidemiolog ved Roskilde Universitet, mener, det er altafgørende, at man får kontrol over udbruddet fra slagteriet i Ringsted, så det ikke breder sig til det omkringliggende samfund.

Hun ser et mønster i, at udbruddet stammer fra en fabrik, der håndtere dyr.

- Vi har set fra mange andre lande, at der er sket udbrud af corona på kylling-, svine - og fiskefabrikker. Vi er dog ikke sikre på, hvilke faktorer, der udløser det.

Lone Simonsen vil følge smittetallet i Danmark tæt de næste dage, før hun vil forholde sig til, om myndighederne bør reagere.

Antallet af indlagte falder

I alt er 13.725 smittet med coronavirus - antallet af indlagte er faldet med tre personer til 15.

Mens der er flere smittede, er antallet af indlagte på landets sygehuse faldet med tre til 18. Tre af de indlagte er på intensiv, mens to er i respirator.

Torsdagens opgørelse viser desuden, at de danske sundhedsmyndigheder torsdag har rundet 1,5 millioner coronatest.

Det er fordelt på 1,13 millioner personer og dækker altså over, at nogle er blevet testet flere gange.