Plejehjemmene bag facaden

Nye skjulte optagelser: Demenssyg mand lavede i bukserne, men fik først hjælp efter 10 timer

Randers Kommune vil ikke forholde sig konkret til optagelserne, før dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ har været sendt i fjernsynet torsdag.

- Jeg troede bare, jeg skulle slå en prut.

91-årige Niels Christian Nielsen har netop fortalt en kvindelig plejer, at han har haft et uheld i bukserne.

- Det kan du gøre her. Det er dit toilet, siger plejeren, der peger på badeværelset.

Plejeren forlader rummet. Men Niels Christian Nielsen lider af en alvorlig demenssygdom, og han kan ikke selv finde ud af at gå på toilet.

I alt går der næsten 10 timer, før Niels Christian Nielsen får skiftet ble og bukser, selvom han gjorde flere forskellige plejere opmærksom på det gentagne gange.

Det fremgår af skjulte optagelser, der indgår i TV 2s dokumentar 'Plejehjemmene bag facaden', og som ikke tidligere har været offentliggjort.

- Det er helt uhyrligt, at det finder sted, siger Lars Bjerrum, der er professor i infektionssygdomme, antibiotika og hygiejne ved Københavns Universitet og har mange års erfaring som praktiserende læge, efter at have set optagelserne.

Afslører omsorgssvigt

TV 2 har efter aftale med bekymrede pårørende via skjult kamera undersøgt, hvordan plejen og omsorgen er bag facaden på to plejehjem i Danmark.

Tirsdag kunne TV 2 således fortælle, hvordan 90-årige Else Marie Larsen har været udsat for forhold på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus Kommune, som eksperter kalder sundhedsskadelige og umenneskelige.

Også en række af optagelserne lavet hos Niels Christian Nielsen afslører forhold, som eksperter mener er stærkt kritisable. De vurderer, at optagelserne afslører omsorgssvigt og brug af en hård tone over for Niels Christian Nielsen.

Kameraerne kørte i alt 16 dage på Niels Christian Nielsens stue og soveværelse på demensplejehjemmet Nyvang i Randers Kommune.

Det er tydeligt at se, at han ikke får den hjælp, han har brug for

Anneke Dapper-Skaaning, demenspsykolog
I næsten 10 timer gik demensramte Niels Christian Nielsen rundt med lort i sin ble, selvom han gentagne gange bad om hjælp. Video: Jonas H. R. Moestrup

Får serveret mad mens han har afførring i bleen

Da den kvindelige plejer har forladt Niels Christian Nielsen uden at hjælpe ham, viser optagelserne, at han går forvirret rundt i sin lejlighed.

Efter et stykke tid går han ud på gangen for at opsøge hjælp. Der møder han en mandlig plejer, som spørger, om Niels Christian Nielsen vil med ud og spise frokost.

Niels Christian Nielsen forklarer plejeren, hvad der er sket, og at han ikke vil med ud og spise. Plejeren lover at komme tilbage fem minutter efter for at hjælpe ham.

Kort tid efter kommer den kvindelige plejer tilbage, der altså én gang har konstateret, at Niels Christian Nielsen har haft et uheld og skal have hjælp:

- Hej Niels. Kom med mig. Vi skal ud og spise.

- Nej, siger Niels Christian Nielsen gentagne gange.

Sagen om ’Plejehjemmene bag facaden’

Aarhus Kommune har forsøgt at standse visningen af optagelser fra TV 2s dokumentar ’Plejehjemmene bag facaden’.

Kommunen fik nedlagt forbud mod optagelserne først i byretten og senere i landsretten.

Læs mere om forløbet her.

Forbuddet er nu ophævet og udsendelsen kan ses på TV 2 PLAY.

TV 2 benyttede sig af skjult kamera for at undersøge forholdene på to danske plejehjem i dokumentaren.

Læs mere om TV 2s overvejelser om tilblivelsen af udsendelsen.

Plejeren spørger, om Niels Christian Nielsen hellere vil spise på sit eget værelse.

- Ja, det er jeg nok nødt til, svarer han.

Igen forklarer Niels Christian Nielsen, at han har lavet i bukserne. Plejeren tjekker hans ble, men gør ikke noget ved det udover at trække bleen længere op på Niels.

I stedet henter hun en tallerken med mad og serverer den på bordet i lejligheden med følgende bemærkning:

- Velbekomme, siger plejeren.

- Nej, jeg kan ikke..., siger Niels Christian Nielsen, der står i sit soveværelse med sin rollator.

- Nå, siger plejeren, der forlader lejligheden og lukker døren efter sig.

Niels Christian Nielsen er 91 år og lider af demens. Skjulte optagelser viser, at han er god til at bede om hjælp til at blive skiftet, men at hans plejere ikke lytter.

Ekspert: - Det er ufatteligt

TV 2 har vist optagelserne til flere eksperter.

En af dem er Anneke Dapper-Skaaning, der er demenspsykolog med 25 års erfaring og har arbejdet som konsulent for Sundhedsstyrelsen, hvor hun blandt andet har undervist plejehjemspersonale.

- Det er tydeligt at se, at han ikke får den hjælp, han har brug for. Han er faktisk i stand til at bede om hjælpen. Det er jo lidt foruroligende, for der er jo faktisk rigtig mange mennesker, der bor på plejehjem, der slet ikke kan bede så meget om hjælp, som han gør, siger hun.

På optagelserne ses det videre, at Niels Christian Nielsen ikke vil spise maden, der står på bordet, mens han har noget i bleen.

I en halv time forsøger han selv at gøre noget ved problemet, men det er han ikke i stand til.

Først 9,5 time senere bliver en ny plejer opmærksom på Niels Christian Nielsens ble. Plejeren hjælper ham med at få en ren ble og rent tøj på.

- Det er ufatteligt, at det her sker. Det er umenneskeligt og respektløst, siger Lars Bjerrum, der mener, at behandlingen kan være sundhedsskadelig, fordi det øger risikoen for urinvejsinfektion.

91-årige Niels Christian Nielsen får serveret mad på sit værelse, selvom han gentagne gange gør personalet opmærksom på, at han har skidt i bukserne.

Kommune vil ikke forholde sig til optagelser før torsdag

TV 2 tilbød i februar Randers Kommune at se optagelserne fra Huset Nyvang. Dette afviste kommunen, ligesom man også afviste at stille op til interview. I stedet anmeldte Randers Kommune TV 2 til politiet for at have optaget med skjult kamera på plejehjemmet.

Randers Kommune oplyser, at borgmester Torben Hansen (S) onsdag er på ferie og derfor ikke har mulighed for at lade sig interviewe i sagen.

Formanden for Omsorgsudvalget og 2. viceborgmester Fatma Cetinkaya (S) vil heller ikke forholde sig konkret til optagelserne, før dokumentaren har været sendt i fjernsynet torsdag aften.

- Indtil alle medlemmer af udvalget har haft mulighed for at se dokumentaren, vil jeg ikke udtale mig på vegne af udvalget, siger hun.

Fatma Cetinkaya forklarer dog, at Randers Kommune har gjort en indsats for at forbedre forholdene på plejehjemmet.

- Det sidste halvandet års tid har vi allerede været inde og arbejde med forholdene i Huset Nyvang på flere planer. Blandt andet i forhold til dokumentation, medicinering og opkvalificering og undervisning af personalet.

- Hvis det viser sig, at der i udsendelsen er forhold, vi ikke har været opmærksomme på, reagerer vi selvfølgelig på det. Det skal der ikke være tvivl om, siger hun.

Dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' kan ses på TV 2 torsdag klokken 20.50 og allerede nu på TV 2 PLAY.