Dagen, der forandrede mit liv

De har overlevet nogle af de værste katastrofer - her er de i dag

Flere danskere har set døden i øjnene, og selvom de slap med livet i behold, ændrede oplevelserne alligevel alt.

Hvad gør det ved et menneske at måtte flygte fra voldsomme brande for at undgå at blive ædt af flammerne? Eller at mærke kugler fra en pistol flyve henover ens hoved?

I minidok-serien ’Dagen, der forandrede mit liv’ fortæller en række danskere, hvordan det er at være tæt på døden, at se den i øjnene og undgå den med nød og næppe.

Marcus Nielsen og Amalie Hansen var i Grækenland, da de måtte flygte fra flammerne. Tor Kolding blev næsten mast ihjel foran Orange Scene på Roskilde Festival. Kristian Kragh Lundø var fanget på Utøya, da Anders Breivik skød og dræbte 69 personer.

Men hvor er de i dag? Hvad sker der, efter man har været døden nær? Hvordan ændrer livet sig?

Her fortæller de, hvordan ulykkerne har påvirket dem umiddelbart efter de fandt sted, og hvordan efterdønningerne stadig præger dem.

Grækenland under de voldsomme skovbrande

Marcus Nielsen og Amalie Hansen.

Da voldsomme brande hærgede Grækenland i 2018, måtte Marcus Nielsen og Amalie Hansens familier flygte fra flammerne ad søvejen. Men deres lille jolle kæntrede, og børnene lå i høje bølger i seks timer, før de blev reddet i land.

Marcus Nielsen og Amalie Hansen var 11 og 14 år gamle, og ulykken har på mange måder forandret deres liv.

Hvad skete der efterfølgende?

Lige efter den voldsomme oplevelse blev en krisepsykolog fløjet ned til Marcus' og Amalies familier i Athen. Efter den første samtale fik Amalie konstateret PTSD.

Hun har mange dårlige dage, fortæller hun. Mange grædedage.

Amalie sammen med Marcus' lillesøster Freja.

- Det er overhovedet ikke et normalt liv, vi har mere. Nogen har fået angst, nogen har fået PTSD. Ikke alle sover om natten. De fleste har flashbacks. Det er hårdt at komme igennem sine svære dage. Meget hårdt, siger Amalie, der var på ferien i Grækenland med sine forældre, lillesøster og Marcus’ familie, som de kendte rigtig godt hjemmefra.

Hvad nu?

I dag kan Amalie gå i panik over lugten af et bål eller af at åbne en varm ovn.

Marcus er derimod hverken bange for ild eller vand. Til gengæld har han et andet problem.

Marcus sammen med sin lillebror Villads.

- Stort set hver nat drømmer jeg, at jeg dør, siger han.

Marcus er heller ikke så meget sammen med sine venner som tidligere. Eller sammen med folk generelt.

- Jeg har det lidt bedre med bare at være mig selv derhjemme. Jeg plejede jo altid at være i skole stort set, nu er jeg ikke så tit i skole, siger han.

Amalie er også blevet mere indesluttet. Som Marcus er hun også mindre sammen med sine venner.

- Før var jeg en pige, der lavede noget hver dag og var sammen med nogen hele tiden, men det kan jeg ikke mere, fortæller hun.

Selvom livet kan være svært for de to unge, tror de alligevel på en fremtid, hvor hverdagen er, som den var før.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kommer af med min PTSD, og at vi alle sammen får det meget bedre, siger Amalie.

- Jeg vil gerne komme godt ud af skolen, få en god eksamen. Ellers bare få lagt alt det her bag mig, altså få det til at blive en hverdag, så jeg kan leve med det, siger Marcus:

- Det kunne jeg godt tænke mig.

Hvad tager I med fra ulykken?

Ulykken stadig sidder i kroppen på Marcus og Amalie. Alle de dårlige minder og traumer sidder fast. Men udover alt det mørke, de har været igennem, er de også blevet bedre til at værdsætte de små ting.

- Jeg synes personligt, at jeg sætter mere pris på mit liv. Jeg er bedre til at sige, jeg elsker mine forældre. Jeg tænker lidt mere over det, forklarer Marcus.

Det samme genkender Amalie.

- Jeg værdsætter rigtig mange ting, de små ting i livet, og tager ikke ting for givet. For eksempel laver jeg mange ting med min familie, og det kan være, jeg ikke har værdsat det lige så meget før, forklarer hun.

Terrorangrebet på Utøya

Kristian Kragh Lundø.

Kristian Kragh Lundø gik på gymnasiet, da han var tæt på at blive ramt af Breiviks skud på Utøya 22. juli i 2011.

Hvad skete der efterfølgende?

Sporene efter at se venner og bekendte blive dræbt på øen og selv være i fare for Anders Breiviks skud satte sig i Kristian Kragh Lundø.

Lige efter tragedien havde han den indstilling, at han ville bearbejde det, så han kunne få det bedre. Han ville ikke være et offer, men en overlevende.

Derfor brugte han sommeren efter angrebet på at mødes med de andre overlevende. Enten sad de i en rundkreds, tog til rosetog eller til mindeceremonier - egentlig bare for at tale med hinanden.

Jeg droppede ud af mit studie, havde ingen penge, havde ingen plan, ingen mening med livet

Kristian Kragh Lundø, overlevende efter Utøya

Da sommeren var slut, startede han i 3.g. Han gik samtidig til psykolog en gang i mellem, men uden at få bearbejdet oplevelsen til bunds.

- Til at starte med virkede det super godt for mig, men der var også nogle ting, jeg aldrig tog fat i, før det næsten var for sent, fortæller Kristian.

Efter at have overstået 3.g flyttede han til Danmark for at læse på universitetet.

- Det var på mange måder en forhastet beslutning. Jeg var meget studietræt på det her tidspunkt, og samtidig faldt jeg ned i et hul, hvor alkoholen begyndte at smage rigtig godt, siger Kristian.

- Det var en meget selvdestruktiv periode, som kulminerede i, at jeg droppede ud af mit studie, havde ingen penge, havde ingen plan, ingen mening med livet og havde ikke rigtig nogen venner tilbage, som jeg ikke havde skubbet yderst langt væk, fortæller han.

Dengang tænkte han ikke over, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Men nu ved han, at det var fordi, han havde holdt inde på så meget, som skulle ud. Instinktet på det tidspunkt var at drikke til et punkt, hvor han ikke længere kunne kontrollere sine følelser.

- Så kom det ud. Men den bedste løsning havde jo været at opsøge noget hjælp, opsøge noget kontakt til mit netværk, men det gjorde jeg ikke. Jeg troede, at jeg havde styr på det, siger Kristian.

Kristian sammen med sin kæreste.

Hvad nu?

Da tingene så allerværst ud, besluttede Kristian sig for at flytte tilbage til Norge. Han havde både fundet et job og en lejlighed, da livet pludselig tog en uventet drejning.

- Midt i alt det her møder jeg min kæreste.

Kristians kæreste gav ham mening og retning med livet, så han langsomt fik stablet sig på benene igen. I dag bor parret sammen i Aarhus, og Kristian har været på knæ.

- Jeg er super tilfreds med, hvor jeg er nu. Det var nok ikke sket, hvis jeg ikke havde 22. juli med i bagagen.

Hvad tager du med fra ulykken?

Angrebet har lært Kristian en masse om ham selv, og hvordan han reagerer i ekstreme situationer.

- Jeg kan stå inde for, at når det virkelig brænder på, så tænker jeg også på andre, og det er jeg meget glad for. Det finder jeg stor ro i, fortæller han.

Pearl Jam på Roskilde Festival

Tor Kolding.

30. juni 2000 mistede ni mennesker livet under en koncert med Pearl Jam på Roskilde Festival. Tor Kolding var en af dem, der var tæt på at blive mast ihjel. Oplevelsen ramte Tor hårdt, og allerede dagen efter forlod han festivalen. Det skulle vise sig at blive en ni år lang flugt.

Hvad skete der efterfølgende?

Efter hændelsen tog han afstand til alt, der handlede om Roskilde Festival, Pearl Jam - alt, hvad der lugtede af noget som helst derfra.

- Kortvarigt befandt jeg mig i sådan et limbo, hvor jeg var virkelig bange og angst og havde det ad helvedes til. Men ret hurtigt efter kom jeg op på hesten igen.

- Det utrolige er jo faktisk, at det går fantastisk godt med at lægge låg på det i en lang årrække.

Men en gang imellem brusede frustrationen over og tog styringen over Tor.

Drengenes lejr inden ulykken.

Han kan huske, han var til en fest, hvor en af hans venner satte Pearl Jam på anlægget. Uden overhovedet at tænke over det pandede Tor ham en.

Og i 2009 kunne han ikke længere ignorere de ubearbejdede følelser. En dag fik hans ven fremkaldt en gammel filmrulle. Billederne var taget få dage og timer før ulykken.

- Da jeg ser de her billeder, det sætter simpelthen gang i et eller andet. Det går op for mig, at der er noget uforløst her. Der er et eller andet, jeg bliver nødt til at vende tilbage til og dykke ned i.

Tor arbejdede som filminstruktør, og det mest naturlige for ham var at lave en dokumentarfilm om tragedien. Under arbejdet med filmen besøgte han de afdødes pårørende. Og netop de mange samtaler med pårørende skulle vise sig at blive altafgørende.

- Før jeg gik i gang med at lave ’Nine Rocks’ (dokumentarfilmen, red.), ville jeg begynde at ryste, hvis nogen spurgte ind til Roskilde Festivalen og ulykken. Jeg ville få svedige hænder, blive nervøs.

- De samme følelser fik jeg de første mange gange, hvor jeg skulle snakke om det igen. Men ved at jeg har mødtes med folk og reflekteret over det, har det fundet en eller anden plads inden i mig selv, siger Tor.

Billedet her er taget foran Orange Scene på det tidspunkt, hvor ulykken indtraf.

Hvad nu?

I dag er oplevelsen bearbejdet, og Tor har det igen godt med at være tilbage foran Orange Scene.

- Jeg elsker igen nu at stå foran Orange Scene og høre et eller andet fantastisk band. Jeg elsker den der eufori af rigtig mange mennesker, som samles om noget og er fælles om noget, siger Tor.

Han har også købt Pearl Jams seneste plade.

Hvad tager du med fra ulykken?

Ulykken har sat sig i Tor, det er uomgængeligt, når man bliver ”udsat for en katastrofe, hvor folk omkommer”, forklarer han.

- Det går op for én, at man ikke er udødelig. Man får noget perspektiv i tilværelsen og bliver måske lidt bedre til at fokusere på de ting, der betyder noget. Som jo er venner, kærlighed, de nære relationer. Jeg er sådan set utrolig glad for, at jeg har det fokus.

Se også historierne om Thomas Dybro, der blev ramt af en lavine, og Brian Engsig, der var i Nice under terrorangrebet, på TV 2 PLAY.