Byrådsmedlemmer kræver handling efter plejehjemsdokumentar
Næsten halvdelen af byrådsmedlemmerne i Randers ønsker en undersøgelse af kommunens plejehjem efter TV 2 har dokumenteret kritisable forhold.
Dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' får nu flere byrådsmedlemmer i Randers Kommune til at reagere.
Både Venstres ni byrådsmedlemmer, Dansk Folkepartis tre medlemmer og Velfærdslistens ene medlem i byrådet mener, at der skal drastiske tiltag til for at forbedre ældreplejen i kommunen.
I dokumentaren viser skjulte optagelser flere kritisable forhold. Blandt andet, hvordan den demensramte Niels Nielsen, som er beboer på det lokale plejehjem Huset Nyvang, gentagne gange beder om hjælp til at få skiftet sin ble, men bliver afvist. Først efter næsten ti timer får han skiftet bleen.
Niels Nielsen behandles "umenneskeligt og respektløst" lyder det fra Lars Bjerrum, der er professor i infektionssygdomme, antibiotika og hygiejne ved Københavns Universitet.
- Der skal ske noget, siger byrådsmedlem Susanne Nielsen (DF), som så dokumentaren tirsdag.
- Det er hjerteskærende, og jeg er dybt berørt.
Ønsker undersøgelse af kommunens plejehjem
Det kommer bag på Susanne Nielsen (DF), at så grelle eksempler på dårlig pleje som Niels' er at finde i kommunens ældrepleje.
Derfor har hun og hendes byrådsgruppe foreslået en undersøgelse af samtlige af kommunens 22 plejecentre, som skal afdække, om der er lignende forhold andre steder.
Det skal blandt andet være med til at finde ud af, om personalet har brug for opkvalificering, så de forstår at give den tryghed, som demensramte borgere har behov for.
- Jeg er bange for, at det ikke kun foregår på Huset Nyvang, og undersøgelsen skal ses som et redskab til personale, ledelse og politikere. Det, man ser i dokumentaren, må ikke finde sted, siger hun.
Meget lig lyder det fra Venstres byrådsgruppe, som også mener, at der skal en undersøgelse til. Det fortæller 1. viceborgmester Christian Brøns (V) efter at have set dokumentaren.
- Optagelserne afspejler ikke de værdier, vi som politikere har vedtaget i byrådet omkring ældreplejen. Der skal være værdighed og selvbestemmelse i de ældres liv, siger han til TV 2.
Allerede indsatser i gang
Huset Nyvang, som indgår i dokumentaren, har været igennem en undersøgelse det seneste halvandet år, efter flere pårørende meldte om kritisable forhold.
Formanden for Omsorgsudvalget og 2. viceborgmester i Randers Kommune, Fatma Cetinkaya (S), fortæller, at der derfor er gjort en indsats for at forbedre forholdene på plejehjemmet.
Hun udtaler til TV 2, at kommunen "allerede har været inde og arbejde med forholdene i Huset Nyvang på flere planer. Blandt andet i forhold til dokumentation, medicinering og opkvalificering og undervisning af personalet."
Både Fatma Cetinkaya (S) og kommunens forvaltning har dog afvist at se TV 2s optagelser med 91-årige Niels Nielsen og nogle af kommunens plejehjemsansatte.
Borgmester Torben Hansen (S) er onsdag på ferie og har derfor meldt, at han ikke har mulighed for at lade sig interviewe i sagen.
Det møder stor kritik fra Venstres Christian Brøns, som mener, at det er umuligt at konkludere, når de har afvist at se det, som TV 2s skjulte optagelser viser.
- Det virker mærkeligt, at man mener, at de initiativer, man har igangsat, er tilstrækkelige uden at have set indholdet, siger han.
En ekstern undersøgelse
Derfor er en ny undersøgelse nødt til at være ekstern, argumenterer Christian Brøns (V).
Han ønsker at få Kommunernes Landsforening til at gå ind i sagen og stå for undersøgelsen af Huset Nyvang og kommunens andre plejehjem. Så ingen oplever det, som Niels Nielsen gør.
- Det kan vi ikke tilbyde vores ældre medborgere, siger Christian Brøns (V).
For både Dansk Folkeparti og Venstre er undersøgelsen første led til at granske ældreplejen i kommunen og ser det som en nødvendighed, de vil tage op i byrådet.
Velfærdslistens ene medlem, Kasper Fuhr, som også er medlem af Omsorgsudvalget i kommunen, tror, at der skal flere ansatte til.
- Det er en forråelse, som jeg tror er et resultat af nedskæringer i Randers Kommune, siger han.
Hans løsning er at ansætte 200 flere i Randers Kommunes ældrepleje, som ifølge Fatma Cetinkaya (S) nu består af cirka 2200 ansatte.
Med Venstre og Dansk Folkeparti er der nu 13 medlemmer ud af 31, som kræver ekstra handling.
Dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' kan ses på TV 2 torsdag klokken 20.50 og allerede nu på TV 2 PLAY.